Håndværkerne var bestilt og i gang med at montere et meget dyrt ildsted i Jan Pedersens nye tilbygning. Ildstedet skulle danne centrum i bygningen og varme alle rummene op. Men undervejs gik det galt for håndværkerne: De fine sten gik i stykker, og da håndværkerne ville lime stumperne sammen, sagde Jan stop. Han nægtede at betale 70.000 kroner for noget, der var limet sammen på den måde.

Men et ildsted skulle der til. Og så er det jo godt at have en gør det selv-mand i huset, mente Jans kone. For det kunne han da fint klare. Gjorde det selv Tilbage stod Jan en smule tvivlende, men også med gør det selv-mandens stolthed i behold. For hvis andre ikke tvivler på ens evner, så bør man vel heller ikke selv gøre det?

Så Jan startede fra en ende af. Han byggede først i letbetonplader, dernæst i Lecablokke. Han kunne nemlig ikke få garanti for, at de lette plader kunne holde til den varme, ovnen udvikler. Men det kan Lecablokke garanteret.

Der var masser af udfordringer undervejs: først og fremmest at holde styr på symmetrien hele vejen op. Uden arbejdstegning. Og så måtte der utraditionelle metoder i brug, fx et indmuret ståltegl til at bære den øverste del af murværket. Endelig krævede Jans ønske om en kaminhylde med skrå underkant, at Lecablokkene blev skåret i smig. Det var mere, end hans vinkelsliber kunne klare, så her måtte en stenhugger hjælpe til.