Problem:

Hvordan får jeg genoprettet forbindelsen gennem et gammelt elektrikerrør, hvor ledningerne er trukket ud?

Svar:

Elektrikere bruger normalt en såkaldt søgefjeder til det – et redskab, der kan skubbes gennem røret. Hvis du ikke har adgang til en søgefjeder, kan du forsøge med en tynd, let line, fx meget tynd fiskeline.

Fastgør en træperle eller lignende i linen. Den skal være lidt mindre end røret indvendigt. Perlen og linen kan du suge igennem røret med en støvsuger. Når den første line er trukket, kan du få kraftigere snor trukket og til sidst ledninger. Bøjninger på røret kan besværliggøre trækningen af ledninger, men det kan afhjælpes noget med fx et silikonesmøremiddel på ledningernes isolering.