Stillads, lift, fastgørelseskrog eller renselem. Der findes mange måder, hvorpå din skorstensfejer kan sikre sig, at han ikke falder ned fra taget og kommer til skade. Og dét er kernen i en netop afgjort sag, hvor skorstensfejermester Arne Pedersen fra Vordingborg er blevet idømt en samlet bøde på 50.000 kroner. En ansat er nemlig blevet taget to gange af Arbejdstilsynet i at rense skorstene uden at være spændt forsvarligt fast.

Økonomiske konsekvenser for husejerne

Skorstensfejernes brancheforening, Skorstensfejerlauget, har tidligere advaret om, at dommen vil få økonomiske konsekvenser for husejerne. Men det afviser Arbejdstilsynet med henvisning til, at skorstensfejerne kan spænde sig fast ved eksempelvis at lægge en løkke rundt om skorstenen.

Problemet med den løsning er bare, at en gammel skorsten ikke nødvendigvis kan holde til den store belastning, det vil være, hvis skorstensfejeren falder ned med en sikkerhedsline fastgjort til den - det kan i værste fald ende i en endnu farligere ulykke.

I skrivende stund forsøger Arne Pedersen at få anket dommen til Højesteret.

Forstærk din skorsten

Er du i tvivl om, hvorvidt din skorsten er sund nok til at kunne holde en sikkerhedsline fra en skorstensfejer, så er det på tide med et eftersyn! Murstenene skal ligge ordentligt, og fugerne skal være friske og faste.

I artiklen Kom skorstenen til undsætning kan du læse en grundig vejledning i, hvordan du giver din skorsten et serviceeftersyn, og hvordan du reparerer den, hvis den trænger.

Læs artiklen: Kom skorstenen til undsætning