Eternittag: Tagrensning giver et tag i topform

Hvis eternittagets tagplader er snavsede og overgroet med alger og anden bevoksning, er det på tide med en tagrensning. En tagrensning kan foretages både let og enkelt med det rette værktøj.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
200 kroner

Intro

Desværre kan et eternittag ikke blive ved med at se så godt ud som den dag, tagpladerne blev lagt. Med tiden kan tagpladerne blive overgroet med både alger og snavs – og eternittaget kommer til at give et grimt indtryk af et ellers smukt hus.

Heldigvis er der råd for grimme tagplader, og det kræver egentlig ikke meget mere end en simpel tagrensning. Med de rette midler vil skidtet falde af eternittaget af sig selv.

LÆS OGSÅ: Sådan fjerner du mos fra taget

Er eternittaget mere end 20 år gammelt, kan tagpladerne indeholde asbestfibre, og så må du ikke bruge en højtryksrenser til tagrensningen. Derimod kan du uden problemer bruge højtryksrenseren, når du indledningsvis skal lægge rensemiddel på dit eternittag – det foregår nemlig med lavtryk.

Tidsforbrug

Selve behandlingen tager omkring en dag, alt afhængigt af tagets størrelse. Rensemidlet skal have lov at virke et par måneder.

Pris

Cirka 200 kroner, afhængigt af tagets størrelse

Sværhedsgrad

Med det rette udstyr er det en smal sag at rense taget.

Vejledning

1

Bland rensemidlet som angivet på emballagen. Pas på planter og buske i nærheden - nogle rensemidler fjerner stort set alt. Husk handskerne, før du giver dig i kast med kemikalierne.

2

Brug en højtryksrenser til at sprøjte midlet ud på taget. De fleste højtryksrensere kan med lavtryk automatisk dosere algedræber eller rensemiddel som skum. Rensemidlet skal have lov til at ligge og virke et par måneder.

3

Når rensemidlet har haft tid til at virke, fjernes de sidste rester. Har du et ældre asbestholdigt tag, skal du bruge en blød vandstråle fra haveslangen og en blød kost, når du skal fjerne de sidste rester af alger og snavs.

4

Brug en tagstige, når du skal på taget for at fjerne det sidste skidt. Hjulene forhindrer stigen i at beskadige taget. Kør tagstigen op på taget, og vend stigen en halv omgang. Bøjlen vil nu gribe fat om tagryggen - og blive liggende.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...