Lader du stå til længe nok, ender dine tagrender sådan her.

Rens tagrenderne – ellers ødelægger du dit hus

Hvis du forsømmer dine tagrender, bliver de fyldt med snavs og nedfaldsblade. Efter kort tid kan vandet ikke længere løbe hen til nedløbet, og så løber det i stedet ud over renderne og ned ad husets facade og sokkel. Og det er langt mere alvorligt, end det måske umiddelbart ser ud. Vand på en murstensfacade vil gøre mørtelfugerne fugtige. Når de skal tørre igen, suger de varme fra huset. Du betaler altså varmekroner for at tørre fugerne. Men det er dit mindste problem. For når det bliver frostvejr, vil de fugtige fuger knække på grund af is, og så drysser de ud og ødelægger dit murværk. Den støbte sokkel vil også få revner og med tiden smuldre bort.

På et træfacade vil problemerne blive synlige langt hurtigere. Her vil træet simpelthen rådne bort.

Så op på stigen eller stilladset et par gange om året (afhængig af, hvor mange træer, der står i nærheden) og få blade, slam og andet ud af renderne.

Rens nedløbsbrøndene – ellers løber tagrenderne over

Det hjælper ikke at rense tagrenderne, hvis vandet ikke kan løbe ud af nedløbsrørene. Og det kan det ikke, hvis den sandfangsbrønd, som du muligvis har under nedløbsrøret, er stoppet til. En sandfangsbrønd skal netop sørge for, at sand, slam og skidt ikke løber ud i dine afløbsrør og stopper dem. Derfor samler brønden skidtet op, lidt ligesom en vandlås under køkkenvasken. Tømmer du aldrig denne brønd, vil den til sidst stoppe til, og så løber vandet fra nedløbsrøret ud foroven, og ud enden på husets facade. Konsekvenserne er altså de samme, som hvis du ikke renser tagrenderne.

Hold ristene til krybekælderen fri – ellers rådner dit hus nedefra

Hvis du bor i et hus med krybekælder, så sørg for at holde ristene i soklen fri. Klip buske og andre planter til, så de ikke dækker for ristene, og lad være med at stille hyndeboksen eller havekrukkerne lige foran ristene. Hvis luften ikke frit kan ventilere imellem de små riste, stiger fugtniveauet i krybekælderen og du risikerer, at bjælker, strøer og undergulv rådner bort.

Fyld vand på fyret – ellers får du det kolde gys

Har du centralvarme – altså olie-, gas- eller pillefyr og radiatorer med vand i, så hold godt øje med trykket på kedlen. Falder det for meget, så går fyret ud. Du kan aflæse trykket på fyret. Typisk på et lille "ur" hvor viseren skal stå i det grønne felt (typisk omkring 2 bar). Ved du ikke, hvordan du fylder vand på, så læs brugsanvisningen eller spørg en vvs'er. Hvis trykket falder og fyret går ud, stopper al varme i radiatorerne. Og selv om det måske ikke lyder alarmerende, så betyder det også, at vandvarmeren er slukket, og at du kan se frem til et koldt morgenbad. For den slags sker af en eller anden grund typisk i løbet af natten ...

Fjern sne fra soklen – ellers krakelerer fundamentet

Hvis du lader vinterens snefald og fygesne blive liggende op ad soklen, så beder du om problemer. Faktisk indtil flere. Har du krybekælder, så vil sneen lukke for ventilationsventilerne. Lige præcis om vinteren er det ikke det største problem, fordi luften er tør, men varmen fra huset vil få sneen til at smelte, og så løber den i værste fald ind i krybekælderen og forårsager fugtproblemer. Og uanset hvilken type hus du bor i, så vil den smeltede sne give fugt i soklen. Og ny frost vil få dette vand til at udvide sig, og så krakelerer soklen. Har du hus med træfacade, og står sneen højt, så giver scenariet næsten sig selv: fugtigt træ rådner, hvis det ikke bliver tørret ret hurtigt.