Suveræn fritstående terrasse

Aftensolsterrassen her er bundsolidt byggeri i førsteklasses materialer fra top til bund. Prisen er ca. 75.000 kr. Men sådan er det, når man går all in og vil have en terrasse, der er superlækker luksus ned til mindste detalje – som fx øl-køleren, der leverer kolde øl blot ved at trykke på en knap og åbne en luge i bagbeklædningen.

Intro

Michael går ikke på kompromis

Michael er oprindeligt uddannet anlægsgartner, men arbejder i dag med at bygge jernbaner. Hans faglige baggrund, praktiske snilde og sans for grundighed, kvalitet og perfektionisme har sat sit præg på hans fantastiske, overdækkede aftenssolsterrasse. Ideen fik han på en ferie til Spanien, hvor familien sad på en restaurant med en luftig, pergolalignende overdækning. Den grundlæggende konstruktion blev skitseret, men ellers besluttede han sig hen ad vejen for, hvordan det skulle være ned i detaljen hen over den sommer, det tog at bygge terrassen. Taget skulle være skyggefuldt, men dog med mulighed for at kigge op på himlen. Da han kom til at tænke på, hvor meget det plejer at regne, besluttede han sig for at lægge glastag på, så der altid er tørvejr på terrassen.

LÆS OGSÅ: Få perfekt resultat med et tegneprogram!

Følg med, når Michael bygger sin overdækkede terrasse

I denne gør det selv-vejledning følger vi Michael, når han bygger sin overdækkede terrasse. Du kan se, hvordan du:

  • sætter stolperne fast i stolpesko
  • monterer glastaget
  • bygger terrassedækket
  • bygger en smart ølkøler i bagvæggen

Vejledning

Stolperne

Det er en god ide allerførst at markere en terrasses størrelser med galger og snore, som placeres i hvert hjørne, så der kan måles helt præcist op til stolpernes placering.

Der skal graves fire store huller til de solide betonklodser. Inden stolperne placeres oven på betonklodserne, sættes der tagpap fast på den nederste del af stolperne, hvor der skal støbes betonfødder på de to forreste. Støbeformene er bygget som åbne kasser, der monteres omkring stolpen, så den er placeret præcist midt i støbeformen.

Betonen købes færdigblandet, tilsættes i vand efter anvisningerne og blandes godt. Når betonen har hærdet nok og støbeformene fjernes, beklædes betonfødderne med natursten. De slås først i mindre stykker, så look’et bliver mere rustikt.

1

Grav ud til betonklodserne, og placer stolperne. I hvert hjørne er der sat galger op og trukket snore, så stolperne kan placeres helt præcist. Stolperne finjusteres efter murersnoren.

2

Monter tagpap på den nederste del af stolperne. Der, hvor der skal støbes omkring, så træet er beskyttet mod fugt fra betonen. Der er lavet
to støbeforme af krydsfiner til de forreste stolper. Kasserne måler 42 x 42 x 65 cm.

3

Monter remmene, og støb betonfødder på de forreste stolper. Formene placeres, og fyldes med beton. Remmene er dobbelte på både de forreste og bageste stolper og fastgøres hver med to bræddebolte.

4

Fjern støbeformene efter 1-2 dage, men de skal stå mindst 4 uger, før de beklædes med sten. Her er lavet en skrå kant foroven på betonfødderne, så vandet kan løbe væk.

5

Betonfødderne beklædes med natursten. Stenene slås i mindre stykker med en hammer og sættes op med fliseklæber med afstandsstykker imellem. Efter et døgns tid fuges med fugemasse.

Taget

Taget er helt bevidst overdimensioneret med ekstra mange spær og tværgående lægter, så det kan skabe skygge. Det består af dobbelte remme, dvs. der er monteret en rem på både for- og bagside af de to stolpesæt. Oven på de dobbelte remme er monteret 11 spær med en afstand fra center til center på 47 cm. Det passer med, at der kan ligge fem stykker glas ovenpå taget. Både remme og spær er skåret til med et skråt snit i enderne - det får konstruktionen til at se mere let ud.

Ovenpå spærene monteres tværgående lægter, 20 ialt. Lægternes overkant skal flugte med spærenes, som der laves hakker i med en multicutter. Glasset skal monteres til hvert andet spær. Det monteres med glasbånd og særlige alu-lister.

1

Spærene monteres ovenpå remmene. De saves til med skrå snit i enderne ligesom remmene. Afstanden mellem spærene er 47 cm, så det går op med glaspladerne. Spærene fastgøres med lange skruer ind i remmene.

2

Lægterne skal placeres i hak i spærene, så de kommer til at holde overkant med hinanden, og tagfladen bliver helt plan. Hakkene laves med en feincutter - det er langt det hurtigst til så mange hak.

3

Glaspladerne lægges op på taget. Der er først lagt glasbånd på alle lægter. Glasset samles på hvert andet spær med særlige alu-lister, der egentlig er beregnet til plasttage fra Plastmo.

4

Glaspladerne er monteret med alulister i siderne og ved alle samlinger på hvert andet spær. Alulisterne fastgøres med skruer.

Terrassedækket

Under taget skal bygges et terrassedæk, der består af terrassebrædder i lærk, mens de underliggende, usynlige strøer består af trykimprægnerede reglar, 45 x 95 mm.

Strøerne fastgøres til stolpeso, der støbes fast med en afstand på 60 cm. Det giver en meget stabil konstruktion. Når der skal måles op til stolpeskoenes placering, er det en god ide at lave en midlertidig "rem" i siderne mellem de forreste og bagest stolper, der kan trækkes muresnore, som stolpeskoene sættes efter. Snorene angiver den rigtige højde, retning og afstand mellem rækkerne af stolpesko.

Terrassebrædderne fastgøres med en særlig tang, så skruehullerne ikke bliver synlige, og der laves en pæn afslutning på siderne med dækbrædder.

1

Der sættes stolpesko til strøerne til terrassedækket. Stolpeskoene sættes i 30 cm's dybde med en afstand på 60 cm, både på langs og på tværs. Så ligger strøerne stabilt, gulvet vil ikke give sig.

2

Strøerne skrues fast til stolpeskoene. Der er brugt 45 x 95 mm regler, syv ialt til terrassen her. De har en længde på 460 cm. Terrassen er 370 cm dyb.

3

Terrassebrædderne er monteret med skruer gennem siderne på brædderne, så skruerne ikke kan ses. Siderne lukkes af med dækbrædder, så terrassedækket får en flot afslutningen.

Øl-køler i bagvæggen

Overdækningen skal lukkes på bagvæggen. Der er fastgjort fire tværgående reglar mellem de bageste stolper, som beklædningen kan monteres til. Beklædningen består af brædder, der monteres efter metoden, der kaldes en på to. Her fastgøres et bræt uden på på to brædder, der er monteret med lidt afstand imellem, så beklædningen bliver helt tæt.

Når beklædningen er færdig, saves der et hul i den, så der kan laves en låge, som giver adgang til en ølkøler. Bag lågen er bygget et træskellet med et hejseværk foroven og et rør forneden, der går ned i jorden. Her gemmer der sig kolde øl placeret på en runddel, der er tilsluttet et elektrisk hejseværket, som kører de kolde øl op til lågen med et tryk på en knap.

1

Bagbeklædningen på overdækningen monteres. Brædderne sættes op en på to til tværgående reglar, der er fastgjort mellem de bageste stolper.

2

Der saves hul i beklædningen til en låge, der hængsles fast med pianohængsler. Hullet saves med en stiksav. Ved siden af saves et mindre hul til knappen, der aktiverer hejseværket til runddellen med øl.

3

Ølkøleren på bagsiden bygges. Den består af et træskelet rundt om et kloakrør, som er gravet 130 cm ned i jorden og går op til lågen. Foroven er sat et elektrisk hejseværk fast, som kan kører runddellen i røret op og ned.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Overdækket terrasse