Gipsvæggen er gået i stykker. Vi viser, hvordan du reparerer den.

Gipsvæggen er gået i stykker. Vi viser, hvordan du reparerer den.

Har du fået et grimt hul i din gipsvæg, er der ingen grund til at fortvivle. Du kan sagtens selv reparere hullet, så reparationen næsten ikke er til at få øje på efterfølgende.

Du skal bruge to kopbor med en diameter, der ligger tæt op ad hinanden. Det kunne fx være et bor på 57 mm og et på 60 mm.

Det mindste bor bruges til at fjerne den ødelagte gips, mens det lidt større bor bruges til at lave den nye prop, som sættes fast i det borede hul i væggen. Ved at bruge to forskellige bor kompenserer du for det gips, der bores væk med kopboret.

Du skal kun fjerne væggens yderste lag gips med kopboret. På den måde bevarer du noget gips, som den nye prop kan limes fast på. Hvis det inderste lag gips er meget beskadiget, kan du evt. vælge at lappe det med PU-skum, inden du sætter proppen i. Det er dog sjældent en nødvendighed.

Derfor er det gået galt

  • Gipspluggen sad fast. Specielle plugs til ophæng i gipsvæggen gør det muligt at hænge både hylder, fladskærms-TV og andet op på væggen. Men pluggen kan være næsten umulig at fjerne efterfølgende uden at efterlade et stort, grimt hul.

  • Dørstopperen manglede. Fik du ikke sat dørstopperen op i tide, er der en ret stor sandsynlighed for, at døren er blevet åbnet for hårdt op, og dørhåndtaget har efterladt et grimt mærke i gipsvæggen.

SÅDAN GØR DU
1. Bor det ødelagte stykke af det yderste lag gips ud med det lille kopbor. Brug evt. et borestyr, fx en træplade med et hul, som passer til boret. Styret holder boret på plads, så du får et lige snit.
2. Lav en prop i et nyt stykke gips. Nu skal du bruge det største kopbor, så proppen passer i hullet. Der går nemlig et par mm fra til savspor. Du må ikke bruge et bor med centerbor, da det vil lave et hul i proppen.
3. Fjern flossede kanter på den nye prop med en skarp hobbykniv. Kanten på hullet skal også skæres ren og pæn for at få det bedste resultat.
4. Put gipspladeklæber i hullet. Husk først at rengøre hullet for støv, så klæberen får en god vedhæftning.
5. Tryk proppen forsigtigt på plads, så den sidder helt plan med væggen. Tryk den evt. på plads med et bræt. Lad det tørre et døgns tid, før du efterbehandler.
6. Dæk lapningen. De fleste gipsplader beklædes med filt, glasvæv eller tapet. Så alt efter hvilket yderlag du har valgt på dine gipsvægge, må du forsøge at tilpasse det nye yderlag.