Pudsede vægge

Vi testede alle tre værktøjer med samme strukturmaling på en gipspladevæg.

Mal din væg med farvet puds. Så har du i én arbejdsgang fået pudsede vægge i den farve, du ønsker dig. Det løfte afgiver flere malingproducenter, og det lyder lovende. Men det er altså en sandhed med modifikationer.

Hvad er en pudset væg?

For det første er der definitionen af puds: Betyder det blot en ru vægoverflade, betyder det grov struktur, eller er en pudset flade en helt glat flade, som er opstået ved at pudse med et stålbræt? Lad os slå det fast: Hvis du vil male dig til en pudset væg, bliver det en væg med struktur. For uanset om du bruger rulle, pensel eller en kost, efterlader det mønstre i den tykke, sandholdige maling.

Rulle, pensel eller kost?

Det næste spørgsmål er så, hvilket redskab du skal male med. Og her viser vores test, at dette valg har afgørende betydning for det endelige resultat – og at de råd, vi fik med fra malerbutikken, ikke alle holdt vand. Rullen fik vi anbefalet som den bedste, hvis vi ville have en pudset væg. Kosten var håbløs, mens penslen kunne tilføje et vist farvespil. Men efter vores bedste overbevisning er hvidtekosten langt bedre end dens ry – og i vores øjne den bedste til at skabe en ensartet flade, der er tættest på en pudset væg. Døm selv.

Pensel

Det er svært at få et pænt jævnt og “pudset” udseende. Penslen kræver, at du ønsker et mere “tilfældigt” præg.

Det er svært at få et pænt jævnt og “pudset” udseende. Penslen kræver, at du ønsker et mere “tilfældigt” præg.

Det kræver en god, bred pensel, som kan holde på meget maling. Den skal samtidig dække et rimeligt areal ad gangen, så malingen ikke når at tørre, inden du er færdig.

Retning: Tilfældig

Penslen kræver, at du arbejder meget, meget hurtigt. Vil du bruge den, skal det være for at skabe et “tilfældigt” mønster ved at pensle i forskellige retninger undervejs. Resultatet bliver hverken jævnt eller helt dækkende; der er mere tale om “effektmaling”. Væggen indenunder vil skinne igennem.

Hvis du er til tydelige penselspor

Penslen laver tydelige spor, så resultatet minder om 90’ernes “svampemaling”. Selv en bred pensel dækker et meget lille område af en stor væg. Det betyder, at der skal arbejdes hurtigt, hvis du skal arbejde “vådt i vådt”, altså nå det hele, inden malingen tørrer. Sørg for at grunde væggen, og mal gerne først i samme farve som strukturmalingen.

Rulle

Den ru overflade minder en del om det man tidligere i spøg kaldte "frisørpuds".

Den ru overflade minder en del om det man tidligere i spøg kaldte "frisørpuds".

En langluvet rulle holder godt på malingen, og arbejdet går hurtigt. Du kan i øvrigt med fordel fordele malingen med rullen først, selvom du vil bruge pensel eller kost til sidst.

Retning: Lige op og ned

Du skal rulle på flere ledder, ligesom med almindelig maling, for at sikre, at væggen er fuldt dækket. Når det er gjort, skal du slutte af med at rulle lige op og ned for at få en ensartet overflade. Husk at male vådt i vådt, så du ikke kører hen over et næsten tørt område med en våd rulle. Det bliver meget synligt, når malingen tørrer.

Væggen bliver ru og grov som slibepapir

Din væg bliver som overfladen på et stykke slibepapir, hvis du ruller strukturmalingen på. Det kommer forholdsvis tæt på den trend, der var herskende i 70’erne og 80’erne med grov struktur (frisørpuds), som man nemt kunne rive sig på. Her er strukturen dog lidt finere, simpelthen fordi sandkornene er mindre.

Kost

Kosten skaber et pænt, ensartet resultat, hvis du sørger for at lave lange strøg fra loft til gulv.

Kosten skaber et pænt, ensartet resultat, hvis du sørger for at lave lange strøg fra loft til gulv.

En hvidtekost kan holde på en del maling, og det er der brug for, for malingens dækkeevne er begrænset.

Retning: Op og ned

Det kræver lange arme at bruge hvidtekosten. Du må ikke stoppe en bevægelse halvvejs, så kan det tydeligt ses. Bevægelsen skal gå helt oppe fra loftet (som du må dække godt af) og helt ned til gulvet. Resultatet er efter vores mening det bedste. Men uanset metode, skal der meget maling til at dække en væg (2 kvm pr. liter).

Hvidtekosten kommer tættest på puds

Den brede hvidtekost troede sælgeren ikke på. Det gør vi. Den lægger et tykt lag maling på ad gangen, og resultatet ligner faktisk næsten en pudset væg, hvis du afslutter med at køre lige op og ned i lange strøg fra loft til gulv. Du kan også vælge at påføre malingen med en rulle og så hurtigt pensle efter med kosten.

Her finder du flere artikler med tips til, hvordan du pudser vægge indendørs: Pudsning af vægge

LÆS OGSÅ: Multipuds glatter tapet ud