Den gammeldags høvlebænk er efterhånden sendt på pension og erstattet af smarte, mobile arbejdsbænke. De fås i mange versioner – men både kvalitet, genialitet og priser varierer en del, fra tvivlsomme letvægtere, der kun er til småting, til reelle afløsere for høvlebænken, blot i mobil version. Designet af arbejdsbænke er ofte et kompromis imellem at konstruere en tilstrækkelig stor og solid bænk på den ene side og sørge for passende lav vægt og mobilitet på den anden. Den balance er svær, og det kikser da også for flere producenter – særligt dem, der helt tydeligt tager udgangspunkt i den samme, formentlig kinesisk producerede, bænk. De forsøger at forbedre en bænk, der absolut må betegnes som “på det jævne”, men i et enkelt tilfælde resulterer anstrengelserne blot i en bænk, der er for tung i toppen, og som ender mere ustabilt end udgangspunktet – og langt dyrere i øvrigt.

Fantasifulde løsninger

En arbejdsbænk er et alsidigt redskab, der ofte kalder på fantasien hos konstruktørerne. Ambitionerne for alsidigheden kunne i nogle tilfælde have været bedre anvendt på en lidt enklere bænk, som til gengæld fik hævet kvaliteten af sine primære funktioner: at stå solidt og holde fast på de små og store emner, der bliver spændt på den. Men du kan sagtens finde dig en god arbejdsbænk. Og skal du kun bruge den en sjælden gang, så kan du fint vælge blandt de lidt billigere. Men skal bænken være din primære arbejdsstation, vil vi anbefale en af de bænke, der scorer højest i testen.