Det er drønirriterende ikke at have ordentligt lys til arbejdet, og en god lygte/lampe bør derfor være standard i enhver hæderlig værktøjssamling. Heldigvis er der kommet flere gode løsninger at vælge imellem, og specielt muligheden for at kombinere batteridrift med de energibesparende lysdioder har virkelig gjort noget ved udvalget på markedet og frigjort arbejdslyset fra stikkontakten.

På den ene side har det gjort det muligt at gøre lyskilden ekstremt lille og handy. Og går man den anden vej, kan det også i dag lade sig gøre at lave endog meget kraftige akku-lyskilder, hvor du er helt uafhængig af, at der er en stikkontakt i nærheden. Mange af værktøjsproducenterne har indtænkt arbejdslyset som et slags tilkøb, hvor du køber uden akkuen. Den har du jo i forvejen fra sættet, der fulgte med fx bore/skruemaskinen: Det gælder fx Metabos og Makitas lamper. I den anden ende findes blandt andet Knipex’ og Boschs bud på arbejdslys, der er helt selvstændige produkter, hvor batteridelen er indbygget.