Denne test er fra 2015 - se vores nyeste test her:

Denne test er fra 2015 - se vores nyeste test her:

Test af 18V bore-/skruemaskiner

Vi har i denne test af de populære bore/skruemaskiner valgt at fokusere på 18 V maskiner i et overkommeligt prisleje. Det er nemlig maskiner, som ligger forbløffende tæt på de professionelle maskiner, der bruges på byggepladser.

De 12 maskiner, vi har testet i 2015, er ret ens af udseende, så vi prøver at finde ud af, om der er forskelle. Vi har lagt vægt på at finde nogle gode maskiner med mange kræfter, som ligger godt i hånden og er lette at betjene. Og det er lykkedes, hvilket du vil kunne se på de næste sider. Priserne holder sig pænt under 2000 kroner, som vi skønner er rimeligt for et af de mest benyttede stykker værktøj, vi har i værktøjskassen i dag.

Alle de viste priser er inkl. en oplader og to batterier. Nogle gange kan du købe maskinerne på tilbud, men tjek, at du kan købe ekstra batteri(er) og en hurtiglader, for det er ofte der, producenterne sparer, når de laver tilbud. Og husk at prøve maskinen i butikken, så du mærker, om den passer til dig.

DEM HAR VI TESTET

? HITACHI DS 18 DJL ? MAKITA DDF 456 RYJ ? DEWALT DCD 771 C2 ? BOSCH PSR 18 LI-2 ? METABO BS 18 QUICK ? AEG BS18 G2 LI-152C ? SKIL MASTERS 2899 MA ? RYOBI RCD 18022L ? STANLEY FATMAX FMC 600 D2 ? BLACK+DECKER ASD 184 KB AUTOSENSE ? WORX WX 166.3 ? FORD FE 54 NIMH 2B-2S

VIGTIGT VED VALG AF BORE-/SKRUEMASKINE

  • Batteriet (akkuen) skal være let at af- og påmontere, og du skal et eller andet sted kunne aflæse, hvor meget strøm der er tilbage. Endelig skal du kunne købe nye batterier, når de gamle ikke duer mere.
  • Håndgrebet skal passe godt til hånden og være forsynet med skridsikker, blød belægning der, hvor du skal holde. Tjek også balancen, er den for ringe, kan du få ondt i håndled og underarm på meget kort tid.
  • Tænd/sluk-knappen skal sidde, så du let kan nå den med pegefingeren, og den skal være følsom, da det som regel er den knap, du bruger til at styre hastigheden med.
  • Omskifteren mellem frem- og tilbageløb skal være let at betjene. En knap, som skydes fra side til side med tommelfingeren, er nemmest.
  • Gear. De fleste skruemaskiner har to gear, hvor det laveste er slæbegearet, beregnet til store skruer i hårdt materiale. Det høje gear er til borearbejde i høj hastighed.
  • Momenttrin kan typisk indstilles i 15-20 nummererede trin. Tjek, at det er let at skifte trin, også med arbejdshandsker på. Og har du mulighed for det, så afprøv momenterne i butikken ved at skrue i en stump træ.
  • Selvspændende borepatron gør det lynhurtigt at skifte mellem bor og skruebits. Den spænder dog ikke selv, du skal holde fast om patronen, mens du aktiverer tænd/ sluk-knappen. Tjek, om den er behagelig at holde på, når du spænder patronen op og i, og om den holder ordentligt fast på bor og bitholder.
  • LED-lys. Et godt lys lige der, hvor du skruer eller borer, er nødvendigt. Når du prøver maskinen i butikken, så prøv med et bor og en skruebit monteret i patronen. Lyser lampen, hvor den skal, eller skygger borepatronen for borestedet?