Worx' akku-borehammer har borepatron til SDS-plus bor og bits. Maskinen kan skifte mellem hammer-, slag- og borefunktion.

En borehammer perfekt til huller i beton

Worx' nye WX 390 skriver sig ind i en fin række af letvægtsborehamre på batteridrift til nogenlunde overkommelige priser. Det er bestemt et værktøj, der er værd at overveje, hvis du jævnligt har behov for at bore almindelige montagehuller i beton. For her er borehammeren så langt bedre til opgaven end fx slagboremaskinen, som i øvrigt heller ikke tåler det hårde arbejde ret godt, hvis den i længden skal bevare et nøjagtigt rundløb.

WX 390 vejer 1,5 kg, og den har en slagenergi på 1,2 J (joule). Det er fint højt, og vi ved af erfaring, at slagenergien er en udmærket rettesnor for maskinens effekt, men den kan ikke stå alene. Antal slag pr. minut og omdrejninger pr. minut har således også betydning. Men i praktisk afprøvning med et 8 mm bor lever maskinen fint op til vores forventninger, trods sine kun maks. 900 omdr./min.

Selvstående borehammer med fin batteritid

Producenten opgiver maks.-størrelsen på bor til beton til 13 mm. Det kan maskinen da også lige gennemføre, men et 8 mm harmonerer altså bedre med realiteterne i så let en maskine. Og 8 mm er da også en borstørrelse, som rækker fint til langt de fleste gængse monteringsopgaver i betonvægge. WX 390 er en kompakt og velformet maskine, og så kan den stå på sin batterifod – smart!

Batterikapaciteten er 2 Ah ved 20 volt, og det giver pænt med arbejdstid på en opladning. Et ekstra batteri er dog altid velkomment, da ladetiden er omkring 1 time. Slaget kan frakobles, og der medfølger en almindelig borepatron til udskiftning. Endelig har maskinen et indbygget, men ret svagt LED-arbejdslys.

Worx WX 390 BOREHAMMER

3 stjerner

Vi giver tre store stjerner til denne lille, fine borehammer, som også sagtens kan bruges som en traditionel bore-/skruemaskine.

Pris: Ca. 1500 kr.

+

Velformet og let maskine til almindeligt forekommende borearbejder i hård væg.

÷

Højere omdrejningstal er ønskeligt til boring uden slag. Utilstrækkeligt arbejdslys.