En boremaskine er naturligvis beregnet til at bore huller med. Men der findes en lang række forsatser og andet tilbehør, der kan gøre din boremaskine mere alsidig.

I stedet for at investere i en slibemaskine, en søjleboremaskine eller en fræser kan en forsats forvandle boremaskinen til lige det værktøj, du har brug for. Der er mange muligheder.

Først skal du dog sikre dig, at din boremaskine har en spindelhals. Spindelhalsen er et cylindrisk stykke lige bag ved borepatronen. Spindelhalsen har en standardstørrelse på 43 mm og er en forudsætning for montering af en del tilbehør. Med nogle enkelte undtagelser er det næsten umuligt at finde en batteridrevet boremaskine med spindelhals. Derfor er det begrænset, hvilket tilbehør der kan anvendes sammen med de ledningsfri maskiner.