Som bordsav klarer saven op til 60 mm tykke plader. Selve bordet er lavet i helstøbt aluminium, og saven har blød opstart.

Som bordsav klarer saven op til 60 mm tykke plader. Selve bordet er lavet i helstøbt aluminium, og saven har blød opstart.

Der er penge at spare, når du kombinerer to save i én og samme maskine. Men den største gevinst er egentlig den plads, du sparer på opbevaring, og så selvfølgelig det mindre besvær med transport, når projektet flytter ud af værkstedet.

Kapsav og bordsav i én maskine

Ryobis nye RTMS 1800 er en sådan kombination af kapsav og bordsav, og når du først har stillet den 15 kg tunge sav op og har gjort den forsvarligt fast, er du klar til at skære, både på langs og på tværs. Det kræver lidt tid at lære savens funktioner at kende, og manualen skal ikke have ros for at være let at forstå. Men når man har øvet sig lidt i indstilling og omstilling, fungerer saven rigtig godt med den fine 1800 watt motor og en klingehastighed på op til 5000 omdr. i minuttet (ubelastet).

Kombi-savens funktioner

Kapsaven har de funktioner, du har brug for: Bordet kan drejes til en vinkel på ca. 50 grader til begge sider, og saven kan kippes, så klingen vinkles 0-45 grader til venstre. Dog er skalaerne ikke helt så tydelige, som de kunne være.

Når det gælder bordsaven, har den en skærekapacitet på 60 mm i højden, hvilket er perfekt. Men bordet kan ikke kippes, og så kunne vi godt tænke os et bedre land – størrelsen er lidt i underkanten, hvis du vil skære større plader.

Forvent en del støj fra saven

Endelig støjer saven en del, og så skal du lære at stole på lasersigtets røde streg. For når saven vippes ned mod emnet, betyder sikkerhedskappen omkring klingen, at du ikke kan se, hvor klingens 48 tænder bider i emnet.

Vi har set set Ryobi RTMS 1800 til ca. 2600 kr.

RYOBI RTMS 1800 KOMBI-SAV

3/5

Kombi-maskiner har flere fordele, men også deres begrænsning, og Ryobi RTMS1800 er ingen undtagelse. Vi giver 3 ud af 5 stjerner.

Pris: 2600 kr.

+

Stærk motor og mange funktioner i én og samme maskine. Fin kapacitet både som kap- og som bordsav.

÷

En del støj. Lidt bøvlet omstilling mellem bord- og kapsav. Dårlig brugervejledning. Bordsavens land er for småt til større plader.