Byggemarkedet myldrer af elektriske maskiner med fornavne som Rund, Dyk og Stik, der alle bærer efternavnet Sav. Det er en charmerende flok, og havde man plads og penge uden ende, var det fristende at invitere hele familien med hjem på værkstedet og så med tiden finde ud af, hvad de hver især har af talenter.

De fleste af os bør nok tænke os lidt bedre om, før vi sender invitationerne ud. For en ting er, at vi alle vil have glæde af stiksavens selskab og kun behøver at overveje, om vi skal ofre 400 eller 2000 kroner på venskabet – noget helt andet er, om du i længden bliver glad for at lukke den store bordrundsav ind i værkstedet, eller om den inden længe viser sig at være mest i vejen og svær at slippe af med på en pæn måde.

Så her præsenterer vi dig for hele den brogede familie og fortæller om deres gode og mindre gode sider. Du kan finde savene billigere og meget dyrere, end vi skriver her – priserne giver dig bare en idé om, hvad et stabilt og trofast og ikke alt for ekstravagant medlem af familien typisk vil koste dig.