Savens indretning


Gering
Gør det selv’erens foretrukne indstilling på kap-/geringssaven er uden tvivl muligheden for at vinkle klingen i forhold til anlægget. Det er fx smart, når spærene skal møde hinanden i kip, eller når lister og paneler skal støde op til hinanden i et hjørne.
Geringen indstilles til den korrekte vinkel. Her skal to hulkellister mødes i et 90° indvendigt hjørne. Der skal derfor laves to snit på 45° hver.
Placér listen i saven, så ryggen, der skal vende ind mod væggen, er mod anlægget. Lav første snit. Er listen symmetrisk, kan du blot vende den med front mod anlægget og lave dit andet snit. Her er listen asymmetrisk. Derfor skal geringen indstilles til 45° til den modsatte side til snit nummer to.

Smig
Når det skrå snit gennem et emne bliver for bredt, er det nødvendigt at ligge emnet ned og kippe klingen til siden – fx når du som her skal skære pladekanter på 45° til en bogkasse.
Savklingen kippes til den ønskede vinkel. Bogkassens samlinger skal være 90°, som hver især består af to snit på 45°. Vinklen indstilles efter skalaen ved hjælp af et håndtag på savens bagside.

Dybdestop
Saven har et dybdestop, som gør det muligt at bestemme, præcis hvor langt ned i emnet du vil save. På den måde kan du fx lave “udfræsninger” i træet, når ét emne skal forsænkes med et andet.
Savdybden justeres på dybdestoppet, som typisk sidder på savens bagside. Til en bladsamling skal træet saves præcis halvt igennem.
Sav en masse spor ned i træet til den indstillede dybde, så bredden passer med det stykke træ, der skal nedsænkes. Da klingen ikke går helt gennem emnet, kan det være nødvendigt at lægge en offerpind mellem træet og anlægget for at kunne save i hele træets bredde.

Dobbeltsmig
Ved at kombinere savens to vinkelindstillinger (smig og gering) i ét snit kan du lave mere komplicerede samlinger, hvor fire spær samles i kip. Det kan fx bruges i et pavillontag, hvor hvert spær saves til med to snit.
De fire spær, vi samler her, har en taghældning på 30°. Det er den vinkel, geringen skal indstilles efter. Indstillingen af smigen afhænger af antallet af spær, og da der er fire spær, giver det fire samlinger på 90°.
Vinklen på samlingen udregnes ved at dele 360° med antallet af samlinger. Fire spær giver som nævnt fire samlinger på 90° (360°/4 = 90°). Havde vi i stedet haft fem spær, skulle hver samling være på 72° (360°/5 = 72°).
Geringen indstilles til 30°, som svarer til tagets hældning. Start med at stille saven til højre. Så kan du bedre se, hvad du laver, når du senere skal lave det mere besværlige snit fra den anden side.