Glæd dig. Efter at have gennemgået bordrundsaven forfra og bagfra, at have vist, hvordan du skifter klinge, og hvordan du passer på dig selv, er vi nu kommet til det, det hele handler om, nemlig at save. Med bordrundsaven er der pludselig en masse ting, som bliver lettere. At flække brædder på langs til fine lister er ingen sag med en bordrundsav, mens det er besværligt og usikkert med en håndrundsav, en føringsskinne og en masse skruetvinger. Ligesådan er det pludselig nemt at lave profilerede lister selv. Og så er hjemmelavede profillister noget billigere end dem, du køber. Bordrundsaven kommer også lige så stille til at overtage nogle af de opgaver, som din afkorter har haft – den står jo alligevel midt på gulvet og er klar. Så dørindfatninger, skuffer, reoler og alt muligt andet ender pludselig med at komme en tur igennem bordrundsaven. Og hvorfor ikke? Det er jo meget lettere.