Rundt om klingerne

1. OMLØBSRETNING. Den retning, klingen skal dreje, bør være markeret på saven eller på klingen med en pil. Det er vigtigt, at man ikke monterer klingen omvendt.

2. PLATTER. Tænderne er loddet på selve savklingen og kaldes platter. De er ca. 1 mm bredere end klingen og hindrer, at den kiler sig fast.

3. TANDSTILLING. Tænderne skal hælde fremad, og afhængigt af materialet de skal save i, hælder de fra 5° til 15°.

4. FILING. Tænderne kan være filet flade eller hule (konkave), og de kan være filet, så de vender skiftevis mod højre og venstre (krydsfilet).

STANDARD: SÅDAN VÆLGER DU KLINGE
ANTAL TÆNDER
Klinger med få og store tænder kommer markant hurtigere gennem emnerne, men efterlader sig nogle meget grove savspor. Jo flere og mindre tænder, desto flottere snit får man. Grove snit er ok til opskæring af skjulte bygningsdele som fx skillerumslægter.
TANDSTILLING
En rund savklinge kan have tænder, som vender fremad, og tænder, som vender bagud. Det er vigtigt at vælge en klinge, hvor tænderne vender fremad, når det gælder bordrundsave. Vender tænderne en anelse bagud, er de udelukkende beregnet til en kap-/geringssav.
STØRRELSE
Savklingens størrelse er tilpasset savens omdrejningstal, og der må kun benyttes savklinger, som passer til den pågældende sav. Man skal ikke lade sig friste af et godt tilbud i en forkert dimension. Størrelsen skal stå på bordrundsaven og i instruktionsbogen.
KVALITET
Den klinge, som følger med en bordrundsav, er ofte af en ringere kvalitet end standardklingerne for at holde prisen nede. Det er værd at ofre penge på klinger af god kvalitet til de finere snit, så kan den halvdårlige klinge få lov til at save i tømmer og lægter.

SIKKERHED: PAS PÅ FINGRE, ØRER, ØJNE OG NÆSE
SKUBBEPIND
Nogle gange er det nødvendigt at holde emnet fast helt tæt ind til den roterende klinge. For at beholde alle fingre bør man bruge en skubbepind til at styre emnet med. Pinden kan købes færdig, men man kan sagtens selv lave en af et stykke bræt eller plade.
HØREVÆRN
Bordrundsaven larmer, og da man ofte benytter den i længere tid ad gangen, er det nødvendigt at beskytte ørerne. Høreværn fås som kopper, der omslutter øret helt, og som propper, der er knap så effektive, men mere behagelige i brug. Vi anbefaler de sikre kopper.
BRILLER
Øjnene skal der også passes på. Anskaf et par ordentlige beskyttelsesbriller, der kan forhindre, at der ryger savsmuld og småsplinter op og ødelægger synet. Brillerne skal være med beskyttelse i siderne også, men skal ikke slutte så tæt, at de dugger og slører synet.
STØVMASKE
Sidst, men ikke mindst er det vigtigt at holde næse og lunger fri for det fine savestøv, som ikke fanges af bordrundsavens støvsuger. Brug en støvmaske med ventil, og sørg for at klemme næsebøjlen godt til om næsen, så der ikke kommer savestøv ind langs siderne.

SPECIALIST: HER ER KLINGERNE BEDST
FINER OG LAMINAT
60 tænder, krydsfilet ¹, saver plader med laminat på begge sider, uden at det flosser.
HURTIG I AL SLAGS TRÆ
Tænderne er slebet hule og vender skiftevis til højre¹, venstre² og ligeud³.
LETBETON OG TRÆ MED SØM
Stærk klinge med flade tænder¹ og lange ryttere², så tænderne ikke går for dybt.
ETERNITPLADER
Diamantforstærkede tænder¹ og kraftige ryttere². Støver mindre end vinkelsliber.

TIP: Rullebuk

Det er ikke altid, man har en hjælper i nærheden, som kan tage fat i enden af lange emner, fx brædder. Heldigvis koster rullebukke som den viste kun et par hundrede kroner, og med to af dem kan hjælperen undværes.

TILBEHØR: BYG ET STØRRE SAVEBORD
1. Saml 5 lister og et stykke krydsfiner som vist her. Størrelsen på savebordet bestemmer man helt selv.
2. Lav hullet i savebordet så stort, at savens beskyttelsesskærm lige akkurat kan komme igennem det.
3. For at stabilisere savebordet skal det have et par støtteben, der kan gøres fast til underlaget.
4. Nu skal du montere en liste eller et bræt som sidestyr, inden saven er klar til brug med sit nye, store savebord.