Til alle tider har håndværkere i mange fag anvendt hamre. Sølvsmede, beslagsmede, pladesmede, tømrere og skomagere er bare nogle få af dem. Inden for hvert håndværk udvikledes specialhamre, men trods deres forskellige egenskaber har de dog væsentlige fællestræk med den allerførste “urhammer”.

Hammeren består af to dele: hoved og skaft. Det sidste er ofte af træ, metal eller glasfiber, mens hovedet normalt er af metal, men det kan være af gummi, nylon, PVC eller kompositmateriale. Den del af hovedet, som slår på noget, kaldes “banen”, mens den modsatte side kaldes “pennen”. Se her et udpluk af de mest almindelige hamre, du møder i byggemarkedet.