Stemmejernet strutter af X factor. Når et bredt stemmejern hvilende trygt i en barket tømrernæve graver sig ned i granbjælken, så er det håndværkets ånd, vi ser i øjnene. Men hvad så, når overfræseren og rundsaven og hele hæren af roterende og vibrerende maskiner i en hvirvel af støj og spåner skærer sig ind i stemmejernets opgaver?

Ja, du har stadig brug for stemmejernet – til at følge op på maskinernes arbejde og til de opgaver, hvor kun den professionelle – og amatøren, der skal gentage en proces mange gange i et bestemt projekt – har glæde af at anskaffe og indstille maskinerne. Stemmejernet er stadig uundværligt i din værktøjskasse, og du har stadig stor glæde af at mestre det.