Når du skal klippe ståltråd eller wire over, når du skal kappe en ledning eller afisolere et kabel, når du skal nippe hovedet af et søm. Der er masser af tilfælde, hvor du får brug for din sideafbider, skævbider eller bidetang, afhængigt af hvad du foretrækker at kalde den.

Dens primære funktion er at bide i de materialer, en saks ikke kan klare. Og derfor skal den være stærk. Skæret i kæberne skal kunne klare at bide i selv noget så hårdt som pianotråd. Og det kræver sin tang.

Testen her af seks tænger viser da også, at det ikke altid er lige let at designe en tang, der både kan klippe et stålsøm over og samtidig klippe i de små tråde i en stålwire.

De fleste tænger giver op over for stålsøm og pianotråd, og det er sådan set også i orden; det er voldsomme kræfter, der skal til for at klippe i så hårde materialer.

Problemet opstår, når skæret ikke er stærkt nok til at overleve forsøget; når det ender med en ødelagt tang, der efter slagsmålet med de for hårde materialer nu ikke længere kan klare selv de simpleste opgaver, fordi skæret er fuldt af hak.

Og her er der ikke mange af de testede tænger tilbage på vinderskamlen, heller ikke blandt de dyreste tænger.