Lej en vertikalskærer

Ved at vertikalskære plænen et par gange om året kan du komme det meste ukrudt til livs og fjerne mos fra plænen. Anlægsgartneren vil her vise, hvordan du gør. Start med at slå din græsplæne med en almindelig plæneklipper, og gerne med en opsamler, da græsset skal samles op.

Du kan eventuelt slå plænen et par dage forinden. Når din plæne er nyklippet, og græsset er samlet sammen, skal du bruge en vertikalskærer, som bl.a. kan lejes i havecentre. En vertikalskærer minder lidt om en cylinderplæneklipper, men i stedet for lange knive på tværs har den en masse små lodrette blade, som skærer sig ned i græsset.

Højden kan justeres. Her sætter vi den, så maskinen skærer ca. 2 cm ned i jorden. Det er en god idé at prøvekøre vertikalskæreren og tjekke, at du er tilfreds med dybden, inden du vertikalskærer hele plænen. Plænen skal skæres over ad to omgange.

Skær på kryds og tværs

Først skal der køres på langs af plænen og derefter på tværs.Vertikalskærerens knive går ned og skærer blade, stængler og rødder over på ukrudtet, hvilket det har svært ved at klare. Græssets lige stængler lider derimod ikke skade. Samtidig bliver det øverste jord af plænen luftet, hvilket hjælper græsset med at vokse.

Når du har skåret på både kryds og tværs, skal ukrudtet og mosset samles sammen, enten med en løvrive, eller du kan bruge en rotorplæneklipper med opsamler til at samle afklippet op.

Græsplænen er nu fri for mos og ukrudt, og selv om plænen lige efter behandlingen ser lidt hærget ud, så vil den i løbet af et par uger atter blive grøn og frodig, specielt hvis du hjælper den lidt på vej med lidt gødning.