Vi har tidligere prøvekørt lette enhåndsløvblæsere drevet af genopladelige batterier. Generelt fungerer de glimrende og viser overraskende styrke, men Boschs nye model ALB 36 Li er til dato noget af det bedste, vi har haft i hænderne. Blæseren er lige nummeret tungere end dem, vi tidligere har prøvekørt. Den lidt højere vægt skyldes overvejende, at denne Bosch-model er udrustet med et kraftfuldt 36 V batteri. Og det mærkes på blæsestyrken, som her får et gevaldigt løft.

Enkel og praktisk designet løvblæser

Med sædvanlig sans for et velafstemt design har Bosch fået en fin balance i maskinen. Derfor virker grebet komfortabelt, og den samlede vægt på 2,8 kg glider i baggrunden. Den enkle betjening omfatter kun et enkelt rullehjul, der sidder bekvemt for tommelfingeren. Med rullehjulet betjener du både afbryderen og styrkereguleringen, så du nemt veksler mellem det lette pust – og et meget kraftigt blæsevejr. Med hensyn til opbevaringen fylder løvblæseren ikke ret meget i redskabsrummet, og maskinen er fladbundet, så det er også nemt at stille den fra sig. Foretrækker du at opbevare den i kassen, kan det lange mundstykke nemt afmonteres ved den røde låseknap.

Løvblæser vs. fejekost

Løvblæseren kommer jo på tale, hvor fejekosten ikke kan komme til. Og ind imellem planterne eller mellem havemøblernes ben må kosten bare se sig slået af denne meget effektive løvblæser med op til 35 minutters driftstid på én opladning. Hvis du i forvejen har batteri og lader fra andre Bosch-havemaskiner, kan ALB 36 Li købes for godt 1000 kroner. Skal du have den fulde pakke med batteri og lader, er prisen omkring 2000 kroner.

BOSCH ALB 36 Li LØVBLÆSER

5 stjerner

Vi giver fem stjerner. Bosch-løvblæseren opfylder alle vores forventninger, så vi er heller ikke nærige med stjernerne.

Pris: Set til 2000 kr.

+

Fin ergonomi og balance. Nem og bekvem betjening og ikke mindst en blæsekraft som fra en ledningsmaskine.

÷

Vi fandt ingen ulemper eller fik idéer til forbedringer.