Vertikalskærer

Vil du have en flot, grøn og toptrimmet græsplæne uden mos, kræver det lidt arbejde med en vertikalskærer. Den skærer græssets rødder over og sørger for, at der kommer luft ned til dem, så de kan ånde og få godt fat.

Vertikalskæreren sørger samtidig for at rive mos og gammelt dødt græs op, så du rive det sammen og dermed give det nye græs luft og optimale betingelser for at vokse sig stærk i kampen mod ukrudt og nyt mos.

Vertikalskærer eller mosrive?

Det er nemt at blive forvirret over navnene, for de bliver brugt i flæng. Men som regel er der faktisk tale om én og samme maskine, der kan to forskellige ting.

Er maskinen forsynet med en slags fjeder, der snurrer rundt og fjerner mosset i plænen, kalder man den en mosrive. Sætter man en valse med knive på maskinen, som skærer spor ned i plænen, er det en vertikalskærer.

Man kan købe maskiner, der KUN fungerer som vertikalskærere og maskiner, der KUN fungerer som mosriver. Men langt de fleste maskiner har begge funktioner, og for at gøre forvirringen total kalder producenter og byggemarkeder ofte disse maskiner for plæneluftere.

Test af vertikalskærere

I vores seneste stortest af vertikalskærere har vi testet syv af markedets mest solgte maskiner. De fleste af dem kan både skære (vertikalskærer-funktion) og rive (mosfjerner-funktion). I testen er også én maskine, der kun kan skære, og en anden, der kun kan rive. Dem har vi taget med, så du er bedst muligt rustet til at købe den maskine, der passer bedst til din græsplæne.

Testen kan du se her: Test af vertikalskærere

Den bedste vertikalskærer

Du kan få maskiner fra omkring 800 kroner og helt op til 3000 kroner. De dyreste maskiner har en masse funktioner, som kan være fine at have. Men meget mindre kan sagtens gøre det.

Den bedste vertikalskærer skal passe til dine behov (fx plænens størrelse, jordens beskaffenhed og mængden af sollys). Og så skal den opfylde en række minimumkrav, fx højdeindstilling af grebet og mulighed tilslutning af opsamler. I artiklen her på siden får du det fulde overblik over, hvad du skal kigge efter.