Har du en stor køkkenhave, er en fræser nærmest uundværlig. Og har du oven i købet tung jord, gør du i hvert fald din ryg en tjeneste ved at overveje at investere i en god fræser, der kan vende jorden, uden at du skal ind at ligge på sofaen med ondt over det hele bagefter. Det er først og fremmest din haves størrelse, der bestemmer, hvor stor en fræser du har behov for. Du skal også overveje, om du kun skal vende jorden i køkkenhaven, eller om der skal fræses i hårdere jord, fx til et nyt stykke køkkenhave eller blomsterbed. Endelig er der din egen fysiske formåen at tage hensyn til. De små, lette fræsere kan virke som det naturlige valg, hvis kræfterne ikke rækker til at slæbe tunge ting. Men som du kan se af vores test, er den allerletteste fræser faktisk den, der ergonomisk set er ringest, mens nogle af de tungeste maskiner er langt lettere at arbejde med, fordi de gør meget af arbejdet selv og på grund af vægten holder knivene nede i jorden. Så du skal se dig godt for, inden du vælger den fræser, du vil have med hjem i haven.

Stikker ikke så dybt som lovet

Desværre kan du ikke altid stole 100 procent på de oplysninger, du kan læse på maskinen. En hel del af testens fræsere kan nemlig ikke fræse i de dybder, producenterne lover. Til gengæld overrasker andre fræsere ved at fræse dybere end lovet. Vi har set på fræsere i forskellige størrelser og prisklasser fra 2495 til 7995 kroner i vejledende priser. Testen omfatter kun deciderede fræsere. De mindre kultivatorer, der kun er beregnet til at vende det øverste jordlag i køkkenhaver og blomsterbede, har vi ikke taget med, fordi deres anvendelsesmuligheder er stærkt begrænsede.