Video
Let
Svær

Hvis hækkesaksen er sløv, kan det være et rent helvede at klippe hækken. Skærene vil ikke tage ordentligt ved og ender med at flosse grenene, så det mest af alt føles og ser ud, som om man er ved at vride grenene over.

PROBLEM

En sløv hækkesaks gør et anstrengende arbejde endnu mere krævende.

LØSNING

Der skal ikke ret mange strøg til, før hækkesaksen er så god som ny.

SÅDAN GØR DU:

1. Gi’ bladene et ordentligt pust med en rustløsnende spray

Det gør det nemmere at fjerne rust, og samtidig hjælper det med at løsne den skrue, der holder de to klingehalvdele sammen.

2. Fjern overfladerust med slibepapir

En slibeklods af gummi er nem at bruge og følger uden problemer klingens form og facon.

3. Slib i én bevægelse mod spidsen af klingen

Sørg for at holde slibestenen i samme vinkel som den skærende æg. Bølgeskæret kan kun slibes med en lille afrundet karborundumsten.

4. Vend klingen, når æggen er slebet tilstrækkeligt

Den lille grat, den ru kant, der er blevet dannet på bagsiden af klingen, fjernes med den flade side af slibestenen. Læg stenen fladt mod klingen, og slib i en lang bevægelse mod spidsen.

5. Klip et stykke papir over

Hvis saksen er slebet nok og rigtigt, skal den kunne klippe et stykke papir over helt uden problemer – lige så godt som hvis du brugte en almindelig husholdningssaks.