Cirkelhakken udmærker sig ved, at det er let at luge omkring stauderne – uden at ødelægge staudernes rødder. Skæret på cirkelhakken er begrænset til dette stykke af metallet.

Den cirkulære form gør, at du kan komme meget tæt på stauderne og for eksempel løfte staudernes blade med hakken. Med en glidende bevægelse luger du det tætsiddende ukrudt ganske skånsomt væk.

Cirkelhakken er endnu forholdsvis ny på markedet for haveredskaber. Den findes i flere forskellige størrelser – både med kortere skaft og med et længere skaft, hvor du står op og hakker.

Når du først har prøvet at arbejde med en cirkelhakke, er det svært at undgå at blive begejstret. Hvis du anskaffer dig både en kort og en lang model, vil du let kunne klare det meste hakkearbejde fremover.