Har du en stor have, og er du jævnligt plaget af fx bladlus i roser og frugttræer, spindemider på agurkerne, meldug i roser, jordbær og æbletræer eller måske skurv i æble- og pæretræerne – ja, så har du sandsynligvis brug for en stor sprøjte, så du kan komme utøjet til livs. Og uanset om du vælger biologiske eller godkendte konventionelle bekæmpelsesmidler, er rygsprøjten et godt valg, da den både kan rumme store mængder og i en del tilfælde også er ergonomisk meget fornuftig. Og har du den først, er der mange flere anvendelsesmuligheder: Rens taget, havemøblerne eller drivhuset; fjern alger fra plankeværket, og imprægner fliserne, eller brug den til priming af gipsplader eller murværk. Vi har kigget på seks af de mest gængse modeller på markedet til private. Flere af sprøjterne er så gode, at de også anvendes af professionelle gartnere og skovfolk. Prisen er også en del højere end de helt små 5-liters sprøjter. Til gengæld får du meget mere for pengene. Generelt er alle sprøjterne i en god og solid kvalitet, der vil kunne holde i årevis. Men der er et par forhold, der skiller fårene fra bukkene. Skal du gå rundt med en rygsprøjte i flere timer, er ergonomien helt afgørende, og her er forskellen enorm! Fra det næsten ubrugelige til det næsten sublime. En anden vigtig forskel er producenternes valg af dyser og lanser. For mange private haveejere vil det ofte være en fordel med en dyse, der kan justeres fra en bred sprøjtetåge til en tynd stråle, der kan nå om til de bageste og højeste planter og træer. En lanse, der kan justeres i længden, er også fordelagtig, hvis du ofte bruger rygsprøjten andre steder end i haven.