Enhver, som har rodet sig ud i at bore hul i en skjult vand- eller el-installation, vil straks efter ønske sig at have haft Bosch D-tect 120 til rådighed. Detektionsinstrumentet er nemlig designet til at finde skjulte installationer, armeringsjern, bjælker og lægter bag vægges, gulves og lofters overflader – og det virker fortræffeligt!

Vi har afprøvet instrumentet på alle funktionsområder, og konklusionen er klar: D-tect 120 kan finde det hele med en flot præcision.

Det store display gør instrumentet nemt at bruge, og resultatet ses uden vanskeligheder også i svag belysning. Desuden giver D-tect et højt og tydeligt lydsignal ved maksimal respons (midten af emnet). Det kan dog slås fra, hvis det generer.

Særdeles brugervenlig multidetektor

En særlig kvalitet ved instrumentet er, at betjeningen er indrettet usædvanlig enkelt. Der findes en afbryder og tre knapper til valg af funktion. Opstartsindstillingen er altid universalfunktionen, som i virkeligheden dækker alle funktioner. Men de kan altså specialiseres yderligere ved de to øvrige funktionsknapper. Det lykkedes os dog ikke at fremprovokere tydeligere detektionssignaler ved at vælge disse. Kort sagt, i næsten alle tilfælde ser det ud til at kunne gøres med “tænd og søg”. Nemmere bliver det ikke.

Selve søgningen sker ved at bevæge instrumentet sideværts, mens det har kontakt med fladen. Når et skjult emne kommer ind i søgefeltet, ses der udslag på displayet, som tydeligt viser, når instrumentet står midt over det afslørede objekt. Finder du en skjult strømførende ledning, giver instrumentet et særligt lydsignal, og et tydeligt symbol for højspænding vises på skærmen. Vi har set Bosch D-tect til ca. 1600 kr.

Bosch D-tect 120 multidetektor

5/5

Instrumentet er uovertruffent og fortjener derfor samtlige fem stjerner.

Pris: 1600 kr.

+

Tydelig og præcis markering af afslørede objekter. Usædvanlig nem betjening. Kan afsløre selv vandfyldte plastrør.

÷

Prisen gør, at du skal have brug for at finde skjulte installationer mere end én gang.