Et vaterpas er en del af standard-udstyret for enhver gør det selv’er. Hvad enten det er et solidt mærkevareprodukt eller en lidt billigere udgave. I en tidligere test af vaterpas har vi set en helt billig udgave, der måtte opgive livet som præcisionsværktøj efter et enkelt fald på gulvet. Denne gang har vi også relativt billige modeller med, men de klarer alle testens præcisionskrav og en tur på gulvet fra en meters højde.

Alligevel er der forskel på de billige og dyre vaterpas. Det handler primært om soliditet; hvor mange “tæsk” kan vaterpasset tåle, og hvor længe kan du regne med, at det stadig er fuldt funktionsdygtigt, og så handler det om komfort: gode greb, der gør det bedre at håndtere, smarte spejle, der gør det nemmere at aflæse libellerne osv. Altså gode detaljer.