Dette laservaterpas er imidlertid et af de bedre, men det koster også et sted mellem 2500 og 3000 kr. Det er især velegnet til fliselægning i større rum, hvor præcision er altafgørende.

Her tester mureren vaterpasset ved at prøvelægge nogle fliser. De to laserlinjer er indstillet til en ret vinkel, og laserstrålen står helt tydeligt. Det er nemt for mureren at følge linjen, når han lægger klinkerne. Og han kan være helt sikker på, at fliserne kommer til at ligge i en ret vinkel.

Til laservaterpasset hører også et rødt spejl, som bl.a. kan bruges til en yderligere kontrol af fliselægningen. Det kan nemlig være meget svært at holde den samme fugeafstand mellem alle fliserne. Gør du ikke det, vil der uvilkårligt opstå skævheder. Det undgås med denne laser og spejlet.

Mureren måler den totale længde af de først lagte fem fliser. Den er 76,5 cm. Det mål afsætter han nu i den anden side ved hjælp af spejlet. Den første markering skal være der, hvor laserstrålen rammer midten af spejlet. Dernæst markerer mureren de 76,5 cm og stiller spejlet op.

Så flytter han laseren op, så den flugter med den femte flise. Nu skulle laserstrålen gerne ramme midt i spejlet – og det gør den. Nu kan mureren roligt lægge de sidste fliser og være sikker på, at både fliser og fuger holder mål. Foruden den rette vinkel kan laseren også indstilles til diagonaler på 67,5, 22,5 og 45 grader. Den har en sål af rustfri stålplade, der gør, at den kan stå på en våd fliseklæber og nemt kan gøres ren bagefter.