Den kan save, skrabe og slibe med et næsten kirurgisk snit. Den kan dyksave som et elektrisk stemmejern, udskære firkantede huller, fjerne fuger mellem vægfliser og save i gips og gasbeton, og den kan fjerne overskydende lim og silikone efter fugearbejde. Multicutteren er genial, og jo mere du arbejder med den, desto mere imponeret bliver du. Indtil 2008 var multicutteren synonym med tyske Fein. Det var dem, som tilbage i 80’erne opfandt et af hånd-værkernes yndlingsværktøjer. Men da en række af firmaets patenter udløb, var vejen banet for konkurrenter som Bosch og Power Craft. De havde længe stået på spring i kulissen, og med ét slag blev maskinen hvermandseje. Det unikke ved multicutteren er dens oscillerende bevægelser, som flytter kniv- og skæreværktøj millimeter fra side til side i et rasende tempo – op til 21.000 svingninger i minuttet. Samtidig kan savklingens skæreretning justeres i forhold til arbejdsstilling og pladsforhold. Qua sit forspring og årelange erfaring har Fein et enormt tilbehørsprogram, men det er kun Feins ældre værktøjer (fra før 2006), som kan bruges på maskinerne fra Bosch og Power Craft. For samtidig med konkurrenternes indtog på markedet indførte Fein et nyt låsesystem til deres værktøjer, og dette er de indtil videre ene om at bruge. For at hjælpe Feins “gamle” brugere, så de også kan bruge de nye værktøjer, har Fein udviklet en speciel adapter. Men ellers har Bosch også et stort tilbehørsprogram, og der kommer hele tiden nye værktøjer til.