At holde balancen på en stige kan være en udfordring i sig selv. Men har du større ambitioner, fx at male husfacaden eller udføre diverse reparationsarbejder, kan turen nemt udvikle sig til et mareridt. For når lommer og hænder er optaget af værktøj og malerbøtter, hvad skal du så arbejde med – eller holde fast i stigen med? Denne lille platform løser alle dine problemer. Den placeres, så den sidder i spænd mellem stigens vanger. Og et støtteben med to “gaffeltænder”, der griber fast om stigens trin, sørger for, at platformen bliver, hvor den skal. Platformen kan også indstilles, så den altid er vandret. Denne egenskab er især nyttig, når du skal bruge den til malerarbejde. Værktøjet, der placeres i de borede huller, er altid lige ved hånden. Platformen er ikke så solid, at du kan stå på den. Så selv om det kunne være fristende at bruge den som ekstra trin, må du altså blive på stigen.