Lamelfræser: Sådan bruger du den

PRÆCISION: En lamelfræser sikrer helt præcise og meget solide snedkersamlinger i træ.

Rundt om lamelfræseren:

1. TÆND-SLUK-KNAPPEN skal være nem at betjene og bør ikke kunne låses.

2. TOPHÅNDTAGET skal være stort og “ligge godt i hånden”, så det er let at holde grundpladen plant med emnet.

3. FRÆSEDYBDE. Indstilling af standarddybder sker på en skrue på siden.

4. MILLIMETERSKALA til nøjagtig indstilling af fræsehøjden.

5. HØJDEANSLAG kan stilles op og ned og vinkles enten trinløst som her eller i faste klik ved de mest brugte grad– indstillinger. Sidstnævnte er en fordel, da det sikrer optimal præcision.

6. CENTERMARKERING viser, hvor den buede fræsning er dybest.

7.SIDEMARKERING viser, hvor fræseklingen er.

“Fisk” i tre standardstørrelser

De traditionelle fisk kaldes også for kiks, fladdyvler, lameller eller samlekiler. De er 4 mm tykke ellipseformede træplader, der er opvarmet og presset hårdt sammen. Når de suger fugt (fx fra lim), udvider de sig og gør samlingen superstærk.

Fiskene findes i tre standardstørrelser. “P 0” måler 15 x 45 mm og passer til materiale, der er mellem 9 og 12 mm. “P 10” måler 19 x 55 mm og passer til materialetykkelser mellem 13 og 15 mm. “P 20” måler 23 x 61 mm og passer til materiale, der er over 15 mm tykt.

De fræsede spor er en anelse større end fisken, så der er plads til lim og finjustering. Vælg så stor en fisk som muligt. Det giver den stærkeste samling.

Lamelfræser

Udfræsningen passer til fisken, når pladerne skubbes helt sammen.