HJELM

Brug hjelm, når der er risiko for at få noget i hovedet. Fx når du beskærer træer eller laver loft. Alle hjelme i byggemarkedet er lige effektive og opfylder myndighedernes krav. Så det er smag og behag, der bestemmer her. Du har mulighed for at tilkøbe ekstraudstyr, som fx en pandelampe. (Pris: 100-500 kr.)

HØREVÆRN

Mange motoriserede værktøjer har så høje støjtal, at de på kortere eller længere sigt kan give permanente høreskader. Derfor er det god rutine at bruge høreværn.

Oftest er det tilstrækkeligt med et enkelt og billigt høreværn, men ønsker du en endnu mere effektiv dæmpning, kan du kombinere høreværnet med billige skum-ørepropper. (Pris: 50-250 kr.)

ARBEJDSJAKKE

Brug en robust arbejdsjakke i kraftigt stof, der kan yde beskyttelse, når du fx bærer materialer på skulderen eller støder ind i noget. (En almindelig arbejdsjakke koster typisk fra 400-500 kr. og op til 2000 kr. for de dyreste, der er regntætte, åndbare osv.)

HANDSKER

I byggemarkedet finder du en lang række sikkerheds- og arbejdshandsker, der både giver et godt greb og føling med det, du holder på.

De er som regel lavet i et strikmateriale, dyppet i gummi eller andre materialer, der har endnu bedre slidstyrke end læder. De stærkeste har også skæreindlæg. (Pris: 20-200 kr.)

SKÆREBUKSER

Er du typen, der selv svinger kædesaven, når der skal fældes træer eller skæres brænde, så bør du have et par skærebukser. Under et slidstærkt nylonlag, har de et skæreindlæg af lange fibertråde. Hvis kæden rammer trådene, vil den blive viklet ind i dem og øjeblikkeligt gå i stå. Lynlåse bag på bukserne gør, at de altid kan tages af, selvom de i nødstilfælde netop ikke kan skæres af.

Selv den billigste model vil være tilstrækkelig for de fleste, og du kan ofte finde gode billige sæt med både bukser, hjelm, visir og handsker til under 1000 kr. i alt.

SIKKERHEDSSKO

Fødderne er udsatte i de fleste arbejdssituationer, og et par sikkerhedssko vil afbøde de værste skader, uanset om du går ind i noget, taber en flise eller bare slår græs. Rammer du foden med plæneklipperen, vil skoens stålnæse beskytte dig.

Du kan for bare 200 kr. få en fuld funktionsdygtig sko, der holder i mange år. Ofrer du mere, får du en smartere sko med lavere vægt og bedre komfort. (Pris: 200-2000 kr.)

VISIR

Når du arbejder med fx kædesav eller vinkelsliber, er det en god idé at bære visir. Det er et godt alternativ til sikkerhedsbriller, da visiret dækker hele ansigtet og ikke dugger. Skærer du meget i metal, kan du kombinere visiret med sikkerhedsbriller for at være på den helt sikre side. (Pris fra ca. 150 kr.)

STØVMASKE/ÅNDEDRÆTSVÆRN

Overalt, hvor det støver, er der fare for skader, der først viser sig mange år senere. Uanset om det er under nedrivning, isolering, cementstøbning eller træslibning, skal du sørge for at beskytte luftvejene med en maske.

Er der risiko for dampe af opløsningsmidler eller mere aggressiv kemi, findes der masker specielt til formålet. (Åndedrætsværn koster ca. 500-600 kr. Støvmasker koster ca. 20-600 kr.)

SIKKERHEDSBRILLER

Sikkerhedsbrillens opgave er at forhindre flyvende småobjekter og slibegnister i at ramme øjet. Brillen fås i mange udgaver:

Fra den helt billige, du bruger, når nytårsraketterne skal sendes til vejrs, til de smarte designs i forskellige farver. De løser alle opgaven på samme måde og lige effektivt. De dyrere briller er lavet af polykarbonat, der er hårdere og mere ridsefast. (Pris 30-150 kr.)

FALDSIKRING

Det er en nødvendig, men relativ kostbar investering at sikre dig, når du arbejder i højden, fx ved beskæring af meget høje træer.

Et simpelt faldsikringssæt med sele, reb og fastgørelsespunkt koster fra 1250 kr. og op. Sørg i øvrigt altid for at have en hjælper i nærheden, når du arbejder iført faldsikring: Det er ikke let at redde dig selv, hvis du hænger i en sele højt oppe i luften. (Pris fra ca. 1250 kr.)

DE TRE VIGTIGSTE

Udstyret afhænger af opgaven, men til de fleste projekter er du godt dækket ind med: **1. Sikkerhedsbriller

  1. Høreværn
  2. Handsker**