Med en slagboremaskine kan du bore hul i hårde materialer som tegl, beton og sten. Slagfunktionen gør arbejdet mere effektivt, når der virkelig skal kræfter til, men maskinen skal også kunne fungere som almindelig boremaskine i blødere materialer. Prisspændet er stort. Det samme er maskinernes muskler, så du skal overveje dine behov, inden du køber. Også i forhold til, hvor meget luksus du vil betale for.

Minimumskrav til en slagboremaskine

Funktioner, som maskinen skal have. Her er der ingen grund til at gå på kompromis.

  • Vekslen mellem slag og den almindelige borefunktion.
  • Gode, behagelige greb.
  • Justerbart støttegreb: Et støttegreb, der kan placeres i flere faste positioner, gør arbejdet mindre belastende.
  • Låseknap til kontinuerlig drift: Til kontinuerlig drift, så du ikke skal holde afbryderknappen inde hele tiden.
  • 2 gear: Når det bliver rigtig hårdt, skal du kunne skifte til et langsomt “slidergear”.
  • Borepatron, der kan klare minimum 13 mm bor.

Rart at have på slagboremaskinen

Funktioner, som er rare at have, men som kan undværes, alt efter behov og økonomi.

  • Borepatron til alm. bor og SDS-bor.
  • Gode, behagelige greb.
  • Skift mellem venstre og højre omdrejning af borepatron.
  • Dybdestop: Sikrer, at du kun kan bore i en forudbestemt dybde.
  • Støttegreb med flere positioner.
  • Værktøjsfri låsning af borepatron.
  • Trykfølsom afbryder, så hastigheden kan sænkes efter behov.

Luksusfunktioner på slagboret

Luksusfunktioner, som du kan drømme om og realisere, hvis du har råd. Findes typisk på profmodeller, men nogle funktioner findes også på lidt billigere maskiner.

  • Støvopsamling.
  • Kraftig konstruktion, gerne med motordele af metal.
  • Kraftig motor med højt vridningsmoment (Nm).
  • Gummibelagt greb og andre funktioner, der mindsker vibrationerne, så du undgår “hvide fingre”.
  • Pneumatisk hammerværk. Klarer rigtigt hårde materialer med få vibrationer og meget lidt støj.
  • Sikkerhedskobling, som standser maskinen, hvis boret sætter sig fast, så du ikke kommer til skade.
  • Stor borepatron (over 13 mm). Jo større bor, du kan komme i maskinen, desto flere opgaver kan du løse.
  • Gearkasse af aluminium.

SE OGSÅ: Test af slagboremaskiner