Skils multistripper er kun rigtig god, når den er udstyret med den specielle slibeskive til grovslibning. Den er til gengæld også særdeles effektiv, så du skal gå lidt forsigtigt til værks.

Skils multistripper er kun rigtig god, når den er udstyret med den specielle slibeskive til grovslibning. Den er til gengæld også særdeles effektiv, så du skal gå lidt forsigtigt til værks.

Vi kan lige så godt lægge ud med at konstatere, at Skil med deres Multistripper 8100 har fået lavet sig en utrolig effektiv slibemaskine. Den grove skive fjerner både maling og lak fra træ og fx rust fra metal, og den gør det i et hæsblæsende tempo.

Skils multistripper mangler finish

Som altid er der dog en pris at betale, når slibningen skal gå rigtig hurtigt, nemlig finishen, og det er også tilfældet her. I modsætning til fx en excentersliber skal sålen på multistripperen nemlig krænges lidt til siden, så skiven kun bider i den ene side. Det siger sig selv, at risikoen for at gnave ujævnheder i træet på den måde bliver større. Og du skal derfor også regne med en efterslibning med fx rystepudser eller excentersliber.

Vi savner hastighedsregulering

Den grove skive kan udskiftes med en sål, der kan fastholde mere almindelige slibeenheder, fx en sandpapirsrondel, men vores vurdering er her, at du faktisk er bedre hjulpet med en helt klassisk excentersliber, hvor hastigheden kan justeres.

Der medfølger også en lammeuldsskive, som er til poleringsopgaver. Men til det formål savner vi igen, at maskinen kan reguleres ned i fart. Polering bør foregå ved et behersket omdrejningstal, så emnet ikke overophedes ved friktionen. Det giver simpelthen et bedre poleringsresultat.

Maskinens slanke krop er god at gribe om, og det foldbare ekstragreb giver fin kontrol over arbejdet. Endelig er maskinen udstyret med en studs, som du kan sætte en støvsuger på, så du på den måde kan arbejde mere støvfrit.

Frem for alt en effektiv grovsliber

Vores konklusion er, at multistripperen er en særdeles effektiv makker, når det gælder den lynhurtige grovslibning. Men når det gælder finish og polering, er der bedre alternativer. Til en pris på ganske rimelige 550 kroner kan den dog stadig være en fornuftig maskine at investere i, hvis du har meget grovslibning på programmet.

SKIL MULTISTRIPPER 8100

3 stjerner

Tre stjerner, mest for den meget effektive grove slibeskive. Ærgerligt, at hastigheden ikke kan justeres – specielt ved polering.

Pris: 550 kr.

+

Meget effektiv, når du bruger den grove skive til afrensning af maling og rust.

÷

Kan nemt skade træ med dybe slibemærker. Fartregulering savnes til polering.