Vi tester excentersliberne med både fint og groft slibepapir på forskellige overflader.

Denne test er fra 2015 - se vores nyeste test her: Test af excenterslibere

Vi har testet 8 af de mest solgte excenterslibere på markedet og sat dem på hårdt arbejde. Derfor kan vi nu give dig klar besked om, hvad du kan forvente af de enkelte modeller både mht. ydeevne og kvalitet m.m. Vi har testet maskiner med 125 mm slibesål, fordi det er de maskiner, der sælges flest af i følge leverandørerne, og det er dem, du lettest kan finde slibeskiver til, uden at de koster en formue.

Sådan har vi udvalgt de 8 excenterslibere

Det kan godt være lidt af en jungle at købe elektrisk værktøj, da de samme maskiner fås i et utal af forskellige pakninger og med forskelligt tilbehør. De maskiner, vi har testet her, står anført udelukkende med den modelbetegnelse, som står på selve maskinerne, uanset hvilket tilbehør der medfølger. Og priserne er opgivet for maskinerne alene – du vil sikkert kunne støde på billigere og dyrere priser i byggemarkederne, så et godt råd er altid at tjekke priserne på internettet, før du køber. Prøv fx på pricerunner.dk

Hvad betyder "excenter"?

Ex-center betyder uden for centrum. Selve slibeskiven drejer rundt, ligesom slibeskiver gjorde “i gamle dage”, når de blev monteret på en boremaskine. Fidusen ved den excentriske slibemaskine er, at slibeskivens centrum ikke ligger fast, men bevæger sig i en lille cirkel med en diameter på nogle få millimeter. Ligesom når Jorden drejer om sin egen akse, mens den drejer rundt om Solen. Denne dobbelte rotation gør, at risikoen for, at der opstår slibespor, fordi der slibes for længe på samme sted, næsten fjernes.

Excentersliberen er udviklet af Festool, der kom med den første model tilbage i 1976. De var i øvrigt også de første i verden til at udvikle en rystepudser tilbage i 1951.

DEM HAR VI TESTET

? DEWALT D 26453 ? METABO SXE TURBO TEC ? BOSCH GEX 125-150 AVE ? RYOBI ROS 300 ? MILWAUKEE ROS 125 E ? BLACK+DECKER KA 198 ? AEG EX 125 ES ? BOSCH PEX 400 AE

Download hele artiklen og se resultatet af vores test.

VIGTIGT VED VALG AF EXCENTERSLIBER

? Greb. Der skal være mulighed for at holde maskinen med begge hænder, og med en hånd alene. Derfor bør der være mindst 2 og helst 3 greb, som skal være forsynet med skridsikker belægning, så du kan holde ud at slibe i lang tid ad gangen. ? Hastighedsregulering. Du skal gå efter maskiner, hvor du kan stille hastigheden, da du ikke kan slibe i samme hastighed på alle materialer. Et stort spænd mellem 4000 og 13.000 omdrejninger i minuttet er det optimale. ? Motor. Du skal ikke vælge en sliber med svagere motor end 250 W, da den vil have svært ved at klare de bløde træsorter. Motorbremse er også at foretrække, så du ikke skal vente på at kunne lægge maskinen, fordi den ikke er stoppet. ? Slibesål. Der er stor forskel på kvaliteten på den velcro, der sidder under slibesålen. Tjek, at slibeskiven er svær at flå af velcroen, så er du sikker på, den ikke skrider ud til siden, mens du sliber. ? Start/stopknappen skal være placeret, så den ikke sidder i vejen, og du skal ikke kunne komme til at tænde eller slukke utilsigtet. ? Støvfilter. Filtret tager en betydelig del af slibestøvet og fanger det i en kassette eller en pose. Kassetten er lettere at tømme, men sidder ofte i vejen, så posen er at foretrække. Og studsen skal kunne tilsluttes en værkstedsstøvsuger, uden at du skal sætte en ekstra studs på. ? Ledning. Når der er ledning på et stykke værktøj, skal den være så blød, at du kan arbejde frit, og den skal være så lang, at du kan komme hele vejen rundt om det, du skal slibe, uden at skulle slæbe et stik og en forlængerledning med. Fire meter ledning er det optimale efter vores mening. Tjek det, når du står i byggemarkedet med et godt tilbud.