Har du et sommerhus eller nogle venner, som skal have en hånd, så skal du garanteret have værktøj med. Derfor skal du også have noget at transportere det i. En værktøjskasse er imidlertid mange ting.

Det kan være en lille kasse med skruer, bor og skruebits, og det kan være en stor dobbeltkasse med hjul, hvor du kan have din skruemaskine i bunden og masser af hamre, stemmejern og skrueæsker i. Vi har afprøvet en række forskellige muligheder for dig, både helt billige og nogle lidt dyrere.

Nogle af plastic og nogle af stof. Og når du har læst vores test, vil du være fint rustet til en tur i byggemarkedet eller på internettet, på jagt efter netop den værktøjskasse eller værktøjstrolley, som opfylder dit behov for værktøjsopbevaring.

Vi prøvede at stuve en samling af det mest almindelige værktøj ned i de forskellige kasser, dvs. hammer, skruetrækkere, vaterpas (60 cm) og en masse andet, som er rart at have med, når der skal arbejdes. De fleste kasser rummede det hele, omend nogle ikke havde plads til vaterpasset, og andre ikke havde hold på det, der lå i kasserne.

Men alt i alt synes vi, de kasser, vi viser her, gjorde det pænt, deres respektive priser taget i betragtning. God fornøjelse