Det skal du vide om gerigter

Gerigter kaldes hos nogle producenter også for indfatninger. Begge navne dækker dog over et og samme produkt: nemlig lister, der kan dække mellemrummet og lave en pæn afslutning mellem dør- eller vindueskarm og væggen.

Gerigter: Gerigter leverer prikken over i’et, når den nye dør eller det nye vindue er monteret.

Gerigter leverer prikken over i’et, når den nye dør eller det nye vindue er monteret.

HVAD BRUGES GERIGTER TIL?

DØRE Rundt om indvendige døre bruges gerigter som udgangspunkt til at skjule gabet mellem karm og væg – på de to lodrette sider og på overkanten.

VINDUER Indvendigt bruges gerigter til at ramme vinduer flot ind, typisk kun på overkanten og de to sider. Gerigter kan også bruges udendørs, men det er sjældent.

DEKORATION Gerigter – både med og uden profiler – kan bruges som en dekorativ effekt, fx ved høje vægpaneler, eller hvis man vil pifte en kedelig glat dør op.

Hvordan bruges gerigter?

Det mest almindelige er at købe gerigterne som et færdigt sæt, der leveres i overstørrelse, så der er rigeligt at skære af.

Man starter med at markere på karmen, hvor det vandrette stykke og de to lodrette stykker skal sidde, ca. 10 mm inde fra kanten. Herefter holdes stykkerne op mod markeringerne, så skæresnittene kan streges op på alle tre stykker.

Gerigterne skæres nemmest, hurtigst og mest præcist med en kap geringssav, men en skærekasse og en fintandet sav kan også klare opgaven.

Listerne sømmes fast med dykkere – start med det vandrette stykke. Når de lodrette stykker og det vandrette stykke passer perfekt, fikseres hvert hjørne med dykkere fra hver side.

VARIANTER AF GERIGTER

FORKANTLISTE MED ÉN RUNDING Almindelige glatte gerigter med runding på kun den ene af kanterne. Den mindst detaljerede og derfor også den allerbilligste variant.

FORKANTLISTE MED TO RUNDINGER Denne variant af forkantlisten er også glat – men med to rundinger. Den er dyrere end listen med én runding, men stadig billig – og derfor også et populært valg.

ALMUEPROFIL Almueprofilerne findes i mange varianter. Der er masser af færdige profiler at vælge imellem, og skal man have dem til at passe til noget eksisterende, kan man ofte få dem speciallavet. Men det er dyrt.

PLASTGERIGTER Markedet for gerigter af plast er endnu ret lille, og der findes også kun få varianter at vælge imellem (glatte med rundede eller rette kanter). Plastlisterne flækker ikke og skal ikke males.

PLASTGERIGTER MED KABELSKJUL Plastlisterne fås også i en variant, hvor der er plads til at føre kabler rundt om døren eller vinduet. De monteres på clips, der skrues på væggen og klikkes på.

Malet eller ubehandlet?

En del gerigter fås i formalet hvid (typisk med farven RAL 9010). Disse lister er altid af fyrretræ. Med formalede lister sparer man et eller to lag maling, men man slipper ikke helt for at male, for når listerne er monteret, skal dykkere eller klammer spartles over, og derefter skal gerigterne have et lag slutmaling.

Blandt de umalede gerigter er fyrretræ det langt mest almindelige og også det billigste, men hos velassorterede byggemarkeder og trælaster fås også hårdttræ, fx mahogni, teak, merbau, kirsebær og eg.

Arbejdes der med umalede gerigter, som man selv vil male, er det en stor fordel at male listerne, inden man monterer dem. Bagsiden skal nemlig også have et lag maling, for at sikre at træet ikke slår sig.

Særligt om gerigter

Har man pengepungen i orden, kan det lade sig gøre at få gerigter i lige præcis det profil, man ønsker. Det kan være alle pengene værd, hvis man er i gang med at restaurere og skal have lister, der ligner de eksisterende. Medbring et stykke af det “gamle” profil som skabelon.

Dimensioner på gerigter

Plastgerigter findes kun i få størrelser, typisk omkring 15 x 65 cm.

Forkantlister fås typisk i standardtykkelserne 9, 15 og 21 mm og i bredderne 43, 55, 68 og 92 mm.

Almueprofiler findes i utallige dimensioner. De mest almindelige tykkelser er fra 14 til 22 mm, men der findes enkelte meget profilerede varianter på helt op til 34 mm’s tykkelse. Profilerne fås i bredder fra 68 mm og helt op til 138 mm.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Vinduer og døre