Tætningslisterne er kommet til ære og værdighed i de senere år. Fra at være en nødløsning på halvskidt snedkerarbejde og skævslidte døre og vinduer er de bløde gummilister blevet en naturlig, selvstændig og nødvendig medspiller i kampen for at skabe energirigtige – og støjfrie – huse. Både når det gælder nybyggeri, og når du vil gøre dit ældre hus tidssvarende.

For selv om træværket i dine vinduer og døre er høvlet nok så fint, lukker træ mod træ ikke nær så tæt som træ mod gummi. For tyve år siden lukkede en god træfals huset rigelig tæt, men nutidens krav til tæthed og energitab er strengere.

Ethvert moderne vindue og enhver moderne yderdør er derfor født med false så dybe, at de giver plads til en fleksibel gummiliste. Og vil du i et ældre hus bringe varmeregningen ned i nærheden af tidens krav, så er det bedste sted at starte ofte at tætne døre og vinduer.

Supergod investering

Man regner med, at i en typisk villa fra 1960’erne forsvinder 40 procent af din varme helt formålsløst ud gennem utætheder. Den beskedne udgift til at tætne døre og vinduer tjener sig meget ofte hurtigere hjem end noget andet, du kan gøre for at sænke varmeregningen.

Investeringen er måske tjent ind på nogle få uger. Derefter tjener listerne penge hjem hver eneste dag. Og oveni får du et bedre indeklima med mindre kulde og træk – og du styrer selv, hvor og hvordan du skaffer frisk luft i stuerne. Tætningslisterne har forskellige farver, former og størrelser, og de fås i vidt forskellige materialer og priser.

Bedst kendt er nok de mange bløde, selvklæbende gummilister, og her er det afgørende ganske enkelt at finde en liste, der passer i størrelsen og holder tilpas længe i forhold til prisen og besværet med at skifte den.

Men mange opgaver løses bedst med lidt mere avancerede lister, som måske sømmes på eller stikkes ind i en not, og de er gode også at kende.

I første omgang fordi det er dem, du finder i langt de fleste nyere vinduer og døre. Og dernæst fordi det ofte er den slags lister, der kan hjælpe dig til at gøre de ældre vinduer og døre lige så tætte som de moderne udgaver.

LÆS OGSÅ: Tætningslister

Hent artiklen og find den rette tætningsliste

I artiklen får du et overblik over de forskellige typer tætningslister, så du kan vælge netop den liste, der passer til dine behov. Du kan også læse meget mere om, hvor du skal tætne, og hvilket materiale du skal vælge dine lister i.