Lille reparation - stor effekt

Det ser uskyldigt ud, men det er det ikke: Når den nederste lille mursten over sålbænken mangler eller sidder løst, kan det ende med en rådden vinduesramme.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 time
Pris
200 kroner

Intro

Den er meget lille, men den kan give alvorlige problemer: den lille, skæve mursten, der ofte sidder lige over en sålbænk. Den er sat ind, for at muren så at sige kan nå ned til sålbænken og for at skærme vinduets trælister mod regn og sne. Løsner den sig og falder ud, ja så kan konsekvensen blive en rådden bundvindues ramme, hvis du ikke griber ind i tide.

Når den lille mursten tæt ved sålbænken ofte er løs, er det ikke blot, fordi den er så lille og sikkert sat i til sidst. Ofte har den løsnet sig, fordi den er klæbet fast til sålbænken med mørtel, og når sålbænken udvider sig og trækker sig sammen, i takt med at temperaturen stiger og falder, så krakelerer mørtelfugen.

Det problem løser vi her ved at adskille sten og sålbænk med et tyndt stykke tagpap. Vi lægger det simpelthen på sålbænken under den lille mursten, så bevægelserne ikke skader fugen.

Materialer

• Færdigblandet vådmørtel
• Et lille stykke tagpap

Specialværktøj

• Pudsebræt
• Fugeske
• Murerske

Tidsforbrug

En times tid (hærdningen tager dog flere dage)

Pris

Et par kroner (en hel spand vådmørtel koster cirka 40 kr.)

Sværhedsgrad

Det er en nem opgave - og er du omhyggelig, bliver det oven i købet pænt.

Vejledning

01
Sæt murstenen fast 7 Trin

Til så lille en reparation bruger vi færdigblandet vådmørtel. Du kan naturligvis også blande den selv. Men uanset hvad du vælger, skal du vide, hvilken mørtel husets øvrige fuger er lavet af. I ældre huse vil der ofte være tale om en kalkmørtel uden cement, mens et hus fra 1950’erne og frem typisk vil være fuget med cementmørtel.

Fuger du fx cementmørtel oven på kalkmørtel, vil den stærkere cementfuge rive sig løs og falde fra hinanden. Rens det område, du skal fuge, grundigt.

Brug en våd pensel, og kom godt ind i hjørnerne, så du får fugtet murværket, så det ikke trækker fugten ud af mørtlen.

1

Pensl en ganske tynd mørtel på. Mørtlen skal ind i alle hjørner og på alle kanter i det støvfri og fugtede hjørne.

2

Gør et stykke tagpap klar. Det skal ligge mellem sålbænk og den sten, du sætter i om lidt. Men parkerer du det i mørtlen nu, er det klar til brug.

3

Gør det lille stykke mursten godt vådt. Fugten forhindrer, at stenen suger vandet ud af mørtlen og får den til at hærde for hurtigt. Stykket er skåret af en hel sten med en vinkelsliber.

4

Sæt murstensstykket fast i mørtel. Mørtlen skal sidde både bag ved og under stenen.

VIGTIGT! Husk at lægge tagpapstykket på sålbænken først inden mørtlen.

5

Fyld mørtel på med en fugeske, og sørg for, at fugens højde imellem stenene svarer til resten af fugerne i murværket. Det er særligt vigtigt, hvis fugerne er helt eller delvist synlige.

6

Form mørtlen, så den ligger plant med resten af murværket. Lad den sidde lidt og sætte sig i nogle minutter, så den bliver fast nok til, at du kan pudse efter.

7

Puds efter med pudsebrættet. Med cirkulære bevægelser glatter du mørtlen til, så den ligner den omgivende mur. Når det er hærdet, kan du male.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Vinduer