Her viser fagmanden, hvordan du monterer et mørklægningsgardin, så du kan skærme af for lyset, hvis vinduet fx sidder i børne- eller soveværelset. Når du pakker gardinet ud, bør du lægge alle delene op, så du har et godt overblik over delene.

Velux-vinduer er forsynet med formonterede beslag til montering af gardiner. Dog ikke vinduer fra før 92, men det er ikke noget problem. I så fald medfølger beslagene nemlig i gardinpakken.

Topbeslaget til mørklægningsgardinet er nu lige til at clipse på – først i den ene side og så i den anden. Til at betjene gardinet skal der monteres snoreholdere på karmen. De skrues i karmen med en enkelt skrue.

Husk, at de skal sidde helt i bunden af karmen, så gardinet kan slutte helt tæt i bunden. For at gardinet ikke skal hænge lodret ned, skal der monteres en skinne i begge sider, som gardinet kan glide op og ned i.

Når skinnen er skubbet op i slidsen øverst, er skinnen lige til at clipse på i bunden. Gardinsnorene gøres fri, og beslaget klikkes nemt på plads i hullerne nederst i karmen på de to beslag, der blev skruet fast i starten.

Når det er gjort i begge sider, er gardinet lige til at trække ned – og der bliver totalt mørkt.Og det er også nemt at trække op. Hele gardinopsætningen tager kun 10 minutter.