Vinduer holder ikke evigt. Og navnlig ikke moderne vinduer. De første tegn på, at det er værd at overveje at gøre noget radikalt, kan være, når de gamle termoruder bliver duggede og skal udskiftes. Dette betyder ikke nødvendigvis, at rammerne også skal skiftes, men det er ingen skade til at undersøge træet ved samme lejlighed for at se, om det stadig er friskt. De første tegn på råd vil altid vise sig i bundkarm og bundramme. Hvis der er problemer der, kan det være på tide at få det hele skiftet i stedet for at skulle bruge penge og kræfter hvert eneste år på vedligeholdelse. Husk også at regne med, at der kan være en stor varmebesparelse ved at få nye vinduer med lavenergiglas, der efterhånden er standard fra de fl este leverandører. Lavenergiglas isolerer op til tre gange så meget, som termoruder gjorde for blot få år siden, og du undgår kolde ruder, der føles som træk fra vinduet. Varmebesparelsen ligger ikke kun i glasset. Gamle vinduer er ofte utætte i fugerne, så vinden piber ind alle steder. Hold øje med stearinlysene i vinduerne – når de begynder at blafre vildt, er der helt sikkert penge at spare!