Bomstærk bænk af skumplade

De er lette at arbejde med og lette at sætte fliser på. Se, hvordan du bygger en luksus-badebænk på badeværelset.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
6 timer
Pris
450 kroner

Som taget ud af et vvs-katalog. Luksusbad med indbygget bænk.

Intro

Det er faktisk en rigtig god idé at sørge for, at du kan komme til at sidde ned, mens du er i brusebad. Du vil hurtigt finde ud af, at det er praktisk, når fødderne skal have en omgang, og når fruen skal barbere ben.

I stedet for en skammel, som hele tiden står i vejen, kan du bygge en bænk ind i væggen, som vi viser det her. Materialet, vi anvender, er Wedi-plader, som er hårde kunststofplader med cementoverflade og dampspærre. De er vandtætte, suger ikke fugt og er ideelle at klæbe fliser på. Pladerne er lette at save i, og med de specielle 90º vinkelbeslag er det også hurtigt at montere en vandret plade, så den kan holde til, at en voksen sidder på den. Du klarer det viste projekt på en dags tid, så det er bare om at komme i gang. God fornøjelse.

Vejledning

01
Opmåling og tilretning 8 Trin

Noget af det vigtigste, når du skal bygge en fastmonteret badebænk, er at finde den rigtige siddehøjde. Det kan selvfølgelig være et problem, hvis I er flere af vidt forskellig højde, men tjek højden på en stol, I sidder godt i - uden at forkanten klemmer mod undersiden af lårene - og overfør den højde til bænken. Her er siddehøjden 46 cm, som passer alle i huset.

1

Start med at finde sædehøjde og -dybde. Vi har valgt at placere vores bænk i et hjørne, og derfor skal vi have ekstra siddedybde, så der også er plads til brede skuldre.

2

Mærk de skrå snit op på pladen, så den passer ind i hjørnet. Forlæng stregerne med en tømmervinkel. Du kan tegne på pladen med en almindelig blyant.

3

Sav Wedi-pladen ud med en gammel, udslidt fukssvans; den slidte sav går fint igennem pladerne. Brug ikke en ny, den slides meget hurtigt op til ingen nytte.

4

Kontroller, at pladen passer. Måske skal du justere vinklen, hvis du ikke har streget op efter en smigvinkel, men bare er gået ud fra, at hjørnet er 90°.

5

Streg op langs væggen, hvis pladen ikke slutter helt til, og sav den endeligt til. Sørg for, at snittet er lodret, så limfladen ind mod væggen bliver så stor som muligt.

6

Afsæt siddehøjden på væggen med en blyant. Det er lettest at fjerne igen. Træk klinketykkelsen og 5 cm’s sædetykkelse fra. Der skal underkanten af bænken være.

7

Streg det nye mål op på begge sider af hjørnet. Brug et vaterpas, og lad pladen få et par mm’s fald ud fra hjørnet, så vandet kan løbe af.

8

Vi bruger tre små vinkler til at understøtte sædet. To i forkanten og en inde i hjørnet. Placer dem så langt tilbage, at de ikke kan ses, når bænken er monteret. Mærk op, hvor vinklerne skal sidde.

02
Montering af bænken 6 Trin

Bænken hviler på tre specielle vinkler, som limes ind i huller og riller i væggene. Inden du limer bænken fast på vinklerne, skal du lave en prøvemontering.

1

Skær en rille til vingen bag på vinklen med en diamantklinge. Bor så et par huller til “piggene”, der stikker ud bag på vinklen. Pres vinklen ind på plads, så du er sikker på, at den passer i huller og rille.

2

Nu skal du prøve at trykke sædet på plads, så du kan få en idé om, hvordan bænken kommer til at se ud. Tag pladen af igen ved at banke på den nedefra.

3

Fyld huller og riller med Wedi-lim. Du skal også lægge en “pølse” bag hele vinklen, så det hele bliver limet forsvarligt fast. Gentag med de to andre vinkler.

4

Tryk så vinklerne ind på plads. De skal helt i bund. Du kan evt. fastholde dem med et stykke tape, til limen er tør.

5

Nu skal du trykke lim ud oven på vinklerne og på væggen, hvor sædet skal klæbes fast. Du skal sørge for, der er nok til, at hele fladen bliver klistret til. Læg så pladen på plads, og klem den fast.

6

Kontroller, at sædet har en lille smule fald den rigtige vej. Der skal ikke mere end et par millimeter til for at få vandet til at løbe af. Er det ikke optimalt, kan du rette det til i fliseklæb om et øjeblik.

03
Sæt klinker på bænken 3 Trin

Der er ingen ben i at sætte klinker på bænken, når du først har målt og skåret dem ud. De lægges i normal fliseklæber til vådrum med en fugebreddes afstand til væggene, så du har noget at fylde gummifuge i.

Du behøver ikke at beklæde undersiden af bænken, da Wedi-pladen ikke er vandsugende, men du kan sagtens gøre det, hvis du har lyst.

1

Så skal der fliselim på. Men først skal du huske at male pladen med primer, så den ikke suger al væde ud af limen. Limen trækkes på med en 8-10 mm spartel.

2

Monter fliserne. Start med det store stykke i midten, og suppler så med de to små stykker. Stumperne er valgt, så det ser pænest ud.

3

Så kan du montere forkanten. Hvis den vil glide for dig, kan du fiksere den med et stykke gaffertape.

04
Fuger og finish 5 Trin

Nu skal der fuges. Vi gør det hele på samme dag, derfor sætter vi tape på fliseforkanten til sidst. Er du ikke øvet fliseopsætter, så vent med at fuge til næste dag.

Vi har valgt en fleksibel gummifuge i samme farve som de almindelige mørtelfuger, der er brugt til væggene. Ikke så meget fordi en mørtelfuge ikke kan tåle vand, men med en gummifuge vil du altid kunne holde bænken tør med en klud.

1

Rengør fliserne, når de sidder, som de skal. Du kan bruge en smule eddikesyre til afrensning. Tør efter med rent vand, til syren er fjernet.

2

Fyld fugerne mellem væg og bænk med gummifuge, som er beregnet til badeværelse. Her fylder vi alle fugerne med gummi, så det bliver ensartet.

3

Glat fugerne, når de er fyldt helt op. Brug en fugepind eller endnu bedre en fugeklods som den, du ser på billedet. De fås i sæt med flere forskellige fugeprofiler.

4

Glat evt. overfladen med en “sæbefinger”. På den måde opnår du et super flot resultat. Det kan du kun gøre med en gummifuge - en akrylfuge bliver ødelagt i overfladen.

5

Fikser forkanten med tape, så den ikke glider ned for dig. Når fugen ligger lidt dybere end flisen, ødelægger tapen ikke noget.

Materialer

• 1 stk. 50 mm Wedi-plade, 45 x 45 cm
• 1 patron Wedi-lim
• 3 Wedi montagevinkler
• Fleksibel fliseklæber (Alfix)
• Gummifuge
• 2 klinker, 45 x 45 cm

Tidsforbrug

6 timer plus tørretid

Pris

Cirka 450 kroner inklusive fliser

Sværhedsgrad

Det er nemt at lave en badebænk, når du bruger Wediplader og de særlige vinkler til ophæng.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Badeværelse