Flot bord til håndvasken

De lette og stærke Wedi-plader er nemme at bygge med. Se her, hvordan du på en weekend bygger et bord til badeværelset og giver det indfarvet vådrumspuds.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 weekend
Pris
1.000 kroner

Intro

Her har vi valgt at vise, hvordan du for forholdsvis små midler og på blot en weekend selv kan designe og snedkerere et lækkert nyt bademøbel. Et møbel, der er unikt og passer ind i netop dit badeværelse.

Møblet bygger vi af Wedi-plader, som vi pudser med hvid puds. De er meget lettere at bearbejde end letbeton, og de samles let med lim og skruer. Ganske vist findes der nogle særlige samlebeslag, men de fås ikke overalt, og så er de ikke helt billige. Limen holder fint, og mens den hærder, sikrer vi med et par skruer. De fleste af os har bekendte, som har fået nyt badeværelse. Næsten hver gang er det nogle svimlende beløb, der jongleres med, og det kan virke temmelig skræmmende at tænke i de baner. Ikke blot prisen, men også det at skulle dele et af husets mest intime rum med en flok håndværkere i en måneds tid kan i den grad virke hæmmende for at igangsætte et renoveringsprojekt. Heldigvis er der ikke altid behov for at totalrenovere - af og til er det nok bare at tilføre lidt nyt.

Vejledning

01
Forberedelser 2 Trin

Det første, du skal sikre dig, er, at der er en Ballofix (kuglehaneventil) tilgængelig, så du selv kan lukke af for vandet. Sørg så for at få dækket gulvet af, så det ikke bliver svinet til. Badeværelset er som regel ikke et af boligens allerstørste rum, så stil skæreværktøj og savbukke osv. op i carporten, på altanen eller et andet sted, hvor du kan finde plads til at save. Og vær forberedt på, at det støver.

1

Fjern den gamle håndvask. Når du har lukket for vandet, og du har koblet vandhanerne fra, skruer du vasken fri og tager den af. Stil den et sted, hvor ingen kan falde over den, mens arbejdet foregår.

2

Rens væggen grundigt af. Her er det gammel sanitetssilikone, som fjernes med en hobbykniv. Fyld alle huller i væggen med silikone, så der ikke kan komme vand ud i væggen.

02
Prøvesamling 5 Trin

I første omgang prøvesamler vi hele møblet, så for at holde det sammen skal alle samlinger have et par skruer. Du skal ikke begynde at lime, før alt har været samlet, og du er sikker på, det passer. I tilfælde som her, hvor de enkelte dele ikke bare skal passe med hinanden, men også bygges op ad noget eksisterende, er det altid en god idé med en generalprøve uden lim.

Start med at skære de største stykker først. Du kan evt. strege alle stykkerne op, inden du begynder at save, så du er sikker på, at du har til det hele. Sav plader i overmål, så du senere har plads til at tilpasse pladerne hhv. væg og gulv.

Udskæring af pladerne

Nu skal alle delene saves ud. Vi bruger en 50 mm tyk plade til sider, bund, hylder og top. Og en tynd plade på 20 mm til bagklædning. Sørg for at bruge en gammel stiksavs- eller rundsavsklinge. Eller en udtjent fukssvans. Det slider nemlig en del på saven at save i pladerne.

1

Først skal der skrues lister (A) i væggen. Giv listerne en stribe Wedi-lim med det samme, og tryk dem på plads. Sørg for, at de dyvler og skruer, du vælger, passer sammen, og at dyvlen er beregnet til fastgørelse i din vægtype.

2

Streg bunden af gavlene (B) op. Hold dem på plads, og brug et andenæb eller et led af din tommestok, når du streger op efter gulv og væg.

3

Soklen (C) skal også skæres til efter gulvet. Badeværelset er et rum, hvor du kan være 100 % sikker på, at gulvet IKKE er i vater. Derfor skal alt skæres til for at passe, så siderne bliver lodrette og hylderne vandrette.

4

Læg bordpladen (D) løst på siderne (B). Tilpas siderne, så bordet er i vater, og gør dem fast med en skrue udefra og ind i de lister (A), du allerede har monteret på væggen.

5

Skru bordpladen (D) på med et par skruer, og sæt hylderne i. De gøres fast med skruer udefra og ind gennem gavlene.

03
Så er det alvor 7 Trin

Nu ved vi, det hele passer, så nu skiller vi alt ad igen. Så skal det limes og skrues ordentligt fast.

Når der først er Wedi-lim på fladerne, er der ingen vej tilbage. Så skal alle stykkerne passe sammen. Du kan ikke regulere på noget, når først limen har fat. De skruer, vi alligevel vælger at bruge i hjørnerne, er udelukkende til at holde møblet sammen, indtil limen er tør.

1

Læg bundhylden (G) løst på soklen (C). Her har vi lavet sokkel af et par stumper afskær; det er solidt nok til, at et barn kan stå på den, uden at der sker noget. Siderne (B) er limet og skruet fast til (A).

2

De to bagklædninger (F) skubbes ind på plads. Monter et par magnetlåse på listerne (A) og (F), så bagklædningerne kan tages af, når du skal til afløb og vand.

3

Pres en passende mængde lim ud af patronen, og læg bordpladen (D) på plads. Lad være med at bruge så meget lim, at du senere skal bøvle med at fjerne det overskydende.

4

Nu er vores bademøbel limet og samlet. Bemærk den lodrette bagplade (E), som dækker over de mange huller i væggen efter den gamle vask. Nu skal der blandes hvid vådrumspuds.

5

Træk først godt med puds på kanterne, så forstærkningen har noget at fæste i. Start med en hylde, så du lige får fornemmelsen af materialet, og hvordan det er at arbejde med.

6

Sæt hjørneforstærkningerne på, når du har klippet dem til. De trykkes blot fast i pudslaget, og efter et øjeblik holder de sig selv. Sørg for at klippe forstærkningerne til, så de ikke lapper ind over hinanden.

7

Brug nu dit stålbræt til at trække det første lag puds på alle sider og på kanterne en gang til. Mørtlen er ret tynd, og det lag, der smøres på, må ikke være for tykt. Gør det så godt, du formår. Det skal have et lag til i morgen.

04
Slutpuds og fuger 5 Trin

I dag skal vi pudse hele møblet en gang til. Det skal have andet lag, fordi hjørneforstærkningerne ellers træder frem. Samtidig kan du med det ekstra lag puds få rettet op på eventuelle ujævnheder. Du behøver ikke at pudse hele møblet, for når mørtlen er gennemfarvet som her, vil der ikke opstå nuanceforskelle i farven, selv om du kun delvist filtser kanter og flader i anden omgang.

1

Så er vi i gang med andet lag dér, hvor det er nødvendigt. Det er et taknemmeligt materiale at arbejde med og nemt at glatte ud med stålbrættet. Efter et par timers tid kan du fortsætte arbejdet.

2

Bagklædningerne (F) sættes på plads og fastholdes med magnetlåse på bagsiden. Sørg for at rense kanterne af for puds, så bagklædningen kan komme ind i hullet mellem siderne.

3

Sæt vasken på plads, og sæt et par små mærker, så du kan se, hvor den skal stå. Tag den væk igen, og læg en fuge med vådrumssilikone ca. 1 cm inde under vasken. Sæt så vasken på plads igen.

4

Nu kan du lægge en fin fuge rundt om vasken med en fugepistol. Brug en sanitetssilikone med fungicider, den bliver ikke så let jordslået.

5

Så skal fugen glattes med en fugepind, som du skubber roligt væk fra dig selv, for at få en glat overf ade. TIPS: Husk at sætte fugepinden i sæbevand, et døgn før du skal bruge den.

05
Finish 3 Trin

Måske kan du genbruge det spejl, der var over vasken før. Det kunne vi ikke her, så vi var lige et smut omkring byggemarkedet, hvor vi fandt det helt rigtige spejl til en ganske billig penge. Vasken har vi fundet på tilbud i Silvan, og den er med til at fuldende indtrykket.

Blandingsbatteriet har vi kunnet genbruge. Der var ingen grund til at smide det ud, når det både var pænt og velfungerende. Og så sparede vi jo en del penge.

1

Lim spejlet op på fliserne. Inden du monterer spejlet, skal du sikre dig, at væggen er fedtfri og tør. Benyt en syrefri monteringslim, som er beregnet til at lime spejle op med.

2

Spejlet skal støttes, mens limen tørrer, men du må ikke presse det så hårdt, at det vrider sig, for så kan det danne spændinger og revne. Du kan med fordel bruge tape til at holde spejlet på plads, indtil limen er tør.

3

Efter to dage er vi i mål. Den kedelige gamle vask er erstattet af et moderne bade-rumsmøbel.

Materialer

50 mm Wedi-plade:
• 4 væglister (A) a 7 x 80 cm
• 2 sider (B) a 35 x 80 cm
• 2 sokkellister (C) a 5 x 25 cm
• 1 bordplade (D), 35 x 50 cm
• 1 overplade (E), 30 x 50 cm
• 1 bundhylde (G), 40 x 35 cm
• 1 hylde (H), 40 x 35 cm

20 mm Wedi-plade:
• 2 bagklædninger (F) a 40 x 35 cm

Desuden
• Alfix Durapuds 710 hvid
• Alfix hjørneforstærkninger
• Vask, spejl, skruer, silikone, lim og magnetlåse

Specialværktøj
• Filtsebræt og stålpudsebræt
• Piskeris til skruemaskinen

Tidsforbrug

Færdig på en weekend

Pris

Det hele skulle kunne købes for cirka 1000 kroner, men der er penge at spare ved kun at benytte én variant af Wedi-pladen

Sværhedsgrad

“Wedi-pladerne er nemmere at arbejde med end letbeton. De vejer næsten ingenting, og de er meget lettere at save ud.

Tegning

Sådan er bordet bygget

Inden du køber materialer og går i gang med at bygge, er det vigtigt, at du har målt op og tegnet det badeværelsesmøbel, som passer dig - og som passer ind i rummet. Først når du har fundet ud af, præcis hvordan møblet skal se ud, er du klar til at gå i gang med arbejdet.

De to sider er limet og skruet fast til lister på væggen og i gulvet.

Bagklædningerne skubbes ind, når hylderne er sat i.

Sådan er bordet bygget

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...