Skift bundventil i vasken

VIDEO: Hvis bundventilen er slidt og grim at se på og samtidig ikke fungerer optimalt, kan du med fordel skifte den ud. I denne video kan du se, hvordan du gør.

Løsn først omløberen mellem afløbsrøret og vinkelstudsen. Her kan du benytte en stor svensknøgle, men det er nu nemmest med en rørtang. Tag dernæst lukkesystemets håndtag af, så har du et godt hul, som du kan stikke en skruetrækker i. Det er en god hjælp, når du skal have skilt rørene ad.Løsn nu de fire skruer, der holder vasken på plads. Og træk vasken lidt ud fra væggen, så vinkelstudsen slipper afløbsrøret i væggen.

Drej nu røret af med en rørtang, og skru vinkelrøret af. Her kan du sagtens komme ud for, at der er meget skidt i røret, så benyt lejligheden til at rense afløbet. Det kan være svært at løsne overdelen på grund af snavs og gammel kalk. Så her kommer skruetrækkeren til hjælp, da den bruges til at brække lidt ned med.

Nu kan bundventilen tages op, og porcelænet kan vaskes rent. Husk at sætte en spand under vasken, inden du går i gang med rengøringen. Skulle der sidde lidt silikone tilbage i bunden af vasken, gør det ikke noget, da den nye ventil ikke skal fuges med silikone. Den nye bundventil tætnes nemlig med en gummiring, som sættes i hullet, og modtageren skrues på fra neden.

Giv den nye bundventil lidt pakningstape, før du skruer vinkelstudsen på og skubber vasken på plads igen. Bundventilen er skiftet, lukkesystemet virker, og vasken er blevet noget kønnere at se på.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Håndvask