Nul huller i badeværelset

Det kan være svært at bore pæne huller i fliserne på badeværelset, og du risikerer desuden at bore hul i vådrumssikringen. Den gode nyhed er, at det slet ikke er nødvendigt længere. Bare se her.

Intro

Huller i væggene på rigtig mange badeværelser har været den direkte årsag til mange fugtskader, fordi det er meget svært at undgå at lave hul i den bagvedliggende vådrumssikring. Og det er nu engang ikke så let at sætte kroge og håndklædeholdere op uden at skrue ... Eller rettere sådan har det været tidligere.

Nye klæbemasser har nemlig gjort det muligt at lime stort set alt op på væggene og fast til gulvet med et stærkt og holdbart resultat. Her viser vi dig, hvordan du kan klæbe toilettet fast i stedet for at skrue, og hvordan forskellige kroge og beslag kan gøres fast på væggene.

Der er sådan set ingen grænser, da nogle limtyper kan bære op til 300 kg. Derfor skulle det principielt også kunne lade sig gøre at lime sin håndvask op - grunden til, at vi ikke viser det, er, at trækket i fliser og den bagvedliggende puds vil blive meget stort, og ingen kæde er som bekendt stærkere end det svageste led. Det nytter jo ikke noget, at limen holder, hvis alle fliserne ryger ned.

De ting, vi klæber fast her, de holder med garanti, og det allerbedste er næsten, at du ikke har grimme huller i væggen, den dag du flytter et par kroge.

Flere tips til dit badeværelse

Vi har samlet en række links, hvor du kan få inspiration til at opgradere dit badeværelse. Læs mere på dette link: Badeværelse

Udsugning kan monteres i badeværelset uden at skrue en eneste skrue i.

Et toilet, som er limet fast, er lige så stabilt som et, der er skruet fast. Og limfugen lukker for snavs og vand i samlingen mod gulvet.

Det kan sagtens lade sig gøre at trække rør på badeværelset uden at bore og skrue. Rørholderen her er limet fast med tape.

En krog og en specialtape er alt, hvad der skal til for at få håndklæderne op på væggen uden at svine eller larme.

En superstærk lim kan også bruges til kroge - og meget, meget mere.

En toiletrulleholder monteres lynhurtigt på badeværelset med en klump epoxy.

Vejledning

01
Udsugningen kan gøres fast uden skruer 1 Trin

Der skal hul i væggen til udsugningen. Men der er ingen grund til at bore huller ud over det store for at gøre udsugeren fast. Den kan du lige så godt klæbe fast med sanitetssilikone. Bare husk, at du skal rense væggen godt af først, så klæberen har noget at hæfte på. Det vil sige et rensemiddel, som ikke indeholder olie.

1

Elektrikeren skal trække ledningerne og forbinde dem til udsugningen. Men derefter kan du tage over og lægge en streng af silikone langs kanten af hullet. Tryk ventilatoren godt fast, og hold den på plads med malertape, til silikonen er tør.Den viste model består af en ring, der gøres fast på væggen og tjener som fæste for selve motoren.

02
Lim toilettet fast til gulvet - det holder! 6 Trin

Selv om toilettet er forsynet med huller til fastskruning, behøver du ikke at benytte dem. Alle, som har prøvet at bore i et bade værelsesgulv, ved, hvor svært det er at bore hullerne, så de sidder præcistci ti og i den rigtige vinkel. Det er lige så let - ja faktisk lettere - at lime toilettet fast, og der er i hvert fald ingen risiko for at komme til at bore ned i gulvvarmen eller lave hul i vådrumssikringen i gulvet.

Det er en god idé at være to om at flytte rundt på toilettet, så du ikke kommer til at slå porcelænet i stykker.

1

Start med at placere toilettet, hvor det skal stå. Mål ud fra væggen, og ret ind efter fliser i gulvet og på væggen, så det står lige.

2

Sæt malertape hele vejen rundt. På gulvet skal tapen sidde nogle millimeter fra bunden af toilettet, og på toilettet skal den sidde nogle millimeter fra gulvet.

3

Løft toilettet væk. Nu skal der limes umiddelbart inden for tapen. Men først skal du sikre dig, at gulvet er helt rent og affedtet, så limen kan holde.

4

Læg en bred limstreng inden for tapen. Vi bruger her grå sanitetssilikone, da den passer til fliserne, og evt. mug er svær at se på den grå fuge.

5

Stil toilettet på plads, og læg mere silikone i fugen. Fugt en finger med opvaskemiddel, og glat fugen. Eller brug en fugepind af træ eller plastic.

6

Træk tapen af med det samme, og lad fugen tørre efter producentens anvisninger, før du tager toilettet i brug. Til slut limer du plasticpropper i hullerne på toilettet.

03
Sæt vandrørene fast på væggen med tape 7 Trin

Skal der trækkes (nye) rør på badeværelset eller i bryggerset, så er det en oplagt mulighed at tape rørholderne fast i stedet for at bore og skrue. Her bruger vi en meget stærk tape fra 3M (Super Strong VHB), som er beregnet til udendørs brug. Men som altså også er fortræffelig til brug i vådrum. Rørholderne er ikke beregnet til det, men vi fylder dem med kemisk metal, og så holder de fint.

1

Start med at bore små huller i rørholderen. Så får den spartelmasse, som vi fylder holderen med lidt senere, noget at holde fast i indefra, så den ikke ryger ud.

2

Her ses den komplette rørholder. Det ses tydeligt, at der ikke er så stor en flade at lime på ved den hvide knap, derfor fylder vi holderen ud med spartelmasse.

3

Sæt tape rundt om rørholderen, før du rører spartelmasse op. Så slipper du for klatter og ujævnheder, som kan være svære at få af senere.

4

Bland tokomponent kemisk metal op, det holder bedst. Når spartelmassen er blandet, har du nogle minutter til at fylde den i rørholderen.

5

Fyld holderen op med kemisk metal, og sørg for at presse det godt ned, så det trænger ud i de små huller, du har boret. Slib overfladen plan, når den er hærdet.

6

Klip et stykke af den kraftige 3M tape, og fjern beskyttelsespapiret fra den ene side. Tryk tapen godt fast, så der ikke er luftbobler, og klip tapen til efter holderen.

7

Mærk op, hvor rørholderne skal sidde, og husk, at væggen skal være rengjort, før du klæber rørholderne på. Brug rensevæske uden olie, ellers holder tapen ikke.

04
Ingen skruer til krogene 4 Trin

Håndklæder og badekåber kan sagtens komme op at hænge, uden at krogene behøver at blive boret fast. Denne model fra 3M fungerer vha. dobbeltklæbende tape, som er meget stærkt og samtidig rimelig let at fjerne igen, hvis krogene skal flyttes.

1

Først skal du rense væggen, hvor krogen skal sidde. Brug rensemiddel uden olie eller andet fedtstof. Ellers falder krogen ned igen.

2

Monter nu den dobbeltklæbende tape efter brugsanvisningen. Tapen skal sidde på en plastskive, som kan flyttes op og ned på krogens bagside.

3

Pres krogen fast under hårdt tryk nogle sekunder, så den sidder rigtig godt. Husk lige at fjerne dækpapiret fra tapen først.

4

Fortryder du placeringen, kan krogen fjernes igen. Bare træk den opad, så plastskiven og tapen bliver tilbage på væggen. Tapen er let at trække af bagefter.

05
Superstærk speciallim holder på det meste 4 Trin

Dette produkt hedder Nie Wieder Bohren, hvilket jo passer meget godt til vores projekt. Her anvendes en speciallim, der kan bære op til 300 kg, så den kan faktisk bruges til håndtag i forbindelse med badekarret. Vi nøjes nu med at montere en krog til håndklæder, men fremgangsmåden er den samme. En plade sættes op med tape, lim sprøjtes ind mellem plade og væg, limen hærder, og krogen skrues på pladen. Det bliver nok ikke meget lettere - eller stærkere.

1

Fjern beskyttelsespapiret på bagsiden. Tapen, som sidder her, skal holde krogen på plads, mens du limer, den skal ikke bære noget.

2

Prik hul på limtuben, og tryk den ind i det store hul på pladen, som du først har sat fast på væggen. Klem lim ud af tuben.

3

Når der er fyldt op bag pladen, kommer der lim ud af det lille hul foroven. Lad limen tørre, før du skruer krogen fast på pladen.

4

Når limen er hærdet, kan du skrue krogen fast på pladen. Og så er den klar til brug.

06
Epoxy limer næsten alt 6 Trin

I stedet for at bruge specielle limtyper eller tape kan du anvende en epoxy klæber, der købes i stænger, og som har konsistens som modellervoks. Den fylder ud og klæber på næsten alt - og så fås den i både grå og hvid. Den forhandles bl.a. af Beslagboden, men byggemarkederne og farvehandlerne har den også.

1

Mål ud, og sæt tape på væggen dér, hvor din holder eller krog skal hænge. Husk omhyggelig affedtning, før du limer.

2

Skær en bid epoxy af stangen med en hobbykniv. Start med en mindre bid, og tilfør mere, hvis det er nødvendigt.

3

Nu skal den tofarvede masse æltes. Hærdningen begynder først, når de to typer epoxymasse æltes ind i hinanden.

4

Tryk epoxyen fast i ophængsbeslaget. Tjek, at det er den rigtige side, du vender ind mod væggen, så resten kan sættes på.

4

Tryk beslaget fast på væggen, og juster, så det sidder helt lige. En anelse skævhed nu bliver stor, når toiletrullen hænger der.

5

Lad epoxyen hærde i op til 48 timer, inden du skruer holderen på. Så sidder den urokkeligt fast.

07
Sådan får du tingene af igen 3 Trin

Skulle krogen gå i stykker, eller skulle I ændre mening, så krogen skal sidde et andet sted i stedet for? Så bliver du glad for, at der ikke er nogen huller, som du skal forsøge at skjule.

Med lidt varme og et vrid med en tang får du hurtigt klæbemassen til at slippe, så du kan rense det sidste af med en skraber og lidt sprit.

1

Tag en varmepistol, og varm forsigtigt beslaget op sammen med den bagvedliggende klæbemasse.

2

Vrid krogen eller beslaget af med en polygriptang. Beskyt fliserne med et stykke pap - og lad være med at trække udad.

3

Fjern de sidste rester af lim, epoxy eller anden klæbemasse med en barberbladsskraber og en spritklud. Alle spor er væk.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Badeværelse