Der er gode grunde til at vælge et moderne aflangt linjeafløb til det nye badeværelse. Først og fremmest er de flotte, og der findes selvfølgelig mange variationer, som giver mulighed for at tilpasse afløbet til netop dit badeværelses udtryk og dimensioner.
Men linjeafløb udmærker sig også ved at være relativt gør det selv-venlige sammenlignet med traditionelle afløb, dvs. den slags, der er små, kvadratiske og placeret midt i en bruseniche.
Linjeafløb placeres nemlig langs en væg eller mellem en bruseniche og et badeværelse, og det gør arbejdet med resten af gulvet noget nemmere. Den aflange form og placering betyder, at du ikke behøver kunne lave kuvertfald i fire retninger.
Du behøver kun kunne lave et gulv, der falder i en retning, og det gør altså støbearbejdet betragteligt mere gør det selv-sikkert.
Du slipper ikke for at hyre en håndværker, men du kan komme længere alene med et linjeafløb.
De billige modeller fungerer fint
Navnet Unidrain er næsten synonymt med linjeafløb. Det var nemlig Unidrain, der introducerede linjeafløb på markedet for to årtier siden. Men der er imidlertid kommet mange tilsvarende produkter på markedet, du kan vælge imellem.
De forskellige alternativer kan det samme som et Unidrain-afløb, men der er alligevel nogle forskelle, som kan være væsentlige at være opmærksom på.
Der er fx forskel på indbygningshøjden, ligesom der er forskel på, hvordan varianterne holdes fikseret, før de støbes fast. Det varierer også, hvor store afløbsrørene under afløbet er. Det har indflydelse på dimensioneringen af de rør, der skal forbindes til afløbet, og dermed hvor hurtigt og hvor meget vand afløbet kan håndtere.
Det sagt, så er der intet, der peger på, at de billigste modeller fungerer dårligere end de dyrere.
Purus Line: det hele til den halve pris
Hvis du drømmer om et linjeafløb, der fungerer som et Unidrain, men koster mindre, så er Purus Line et godt bud. Sættet indeholder fire dele.
- 1: En rist, som kan tages ud.
- 2: En ramme til risten, som monteres med en vandtæt fuge, så du trygt kan tage risten op.
- 3: En udtagelig vandlås, der gør det let at fjerne hår m.m.
- 4: En afløbsrende med et fabriksmonteret afløbshus, som støbes fast i gulvet.
Fire andre afløb
Purus Line er blot et blandt mange mulige linjeafløb, som alle kan løse samme opgave. Men der er forskelle under overfladen, som kan have indflydelse på andre dele af dit projekt. Så valget af afløb skal træffes i dialog med den autoriserede håndværker, der skal lave kloakrørene og tilslutte afløbet.
Det skal i øvrigt siges, at det billigste og næsten identiske alternativ til Unidrain produceres af Purus, som har samme ejer som Unidrain.

1. Unidrain ClassicLine 90 cm.
Set samlet til: 2.989 kroner.

2. Blücher Waterline 90 cm + vandlås og rist.
Set til: 3.005 kroner.

3. Hansgrohe RainDrain 90 cm.
Set samlet til: 3.835 kroner.

4. Geberit CleanLine 90 cm + vandlås.
Set til: 3.027 kroner.
Du må meget selv men ikke alt
Badeværelser er dyre, men du kan spare mange penge, hvis du kun bruger håndværkere, når det er nødvendigt og påkrævet.
Badeværelser er komplekse, så start med at koordinere med kloakmesteren, og aftal, hvad han SKAL lave, og hvad du må gøre.
- Du må gerne selv grave ud og bortskaffe jord, beton m.m.
- Du må gerne montere afløbet, uanset om det er på væggen eller fx på rionet til gulvvarme. Husk at montere afløbet, så højden passer til det kommende gulv.
- Du må ikke tilslutte afløbet til kloakken eller lægge rør til kloakforbindelsen.
- Du må gerne trække nye synlige og ubrudte pexrør til brugsvand og evt. gulvvarme. Du må ikke selv forbinde dem.
- Du må gerne lave det nye gulv, dvs. lægge isolering samt armere og støbe gulvet omkring afløbet.