Intro
Vejledning
01
Underlag
5
Trin
Selvom der ikke skal køre biler på en havesti, er det vigtigt, at bunden er i orden. Ellers vil frosten med tiden skubbe nogle af stenene op, så den både bliver grim at se på og farlig at gå på.
Her graver vi 40 cm jord af. 15 cm stampet stabilgrus udgør bunden, og oven på dette er lagt cirka 10 cm læggegrus. Det er smart at køre læggegrus på efterhånden, da mængden afhænger af stenenes dimensioner, som svinger betydeligt.
Forberedelserne er på plads. Der er gravet ud og kørt stabilgrus på, som er stampet ned til 15 cm tykkelse med en pladevibrator. Lej den i et byggemarked.
Sæt snore af for ensartet højde. Selvom det skal være en rustik havesti, er det alligevel en rigtig god idé at spænde snore ud langs siderne. Det giver en højde at sigte efter, når stenene lægges.
Brug et vaterpas til at justere fald. Hvis du vil undgå, at der skal løbe regnvand fra stien ind mod huset, er det nødvendigt med et fald på 1 cm væk fra huset. Det er nemt nok: Bare sænk den yderste snor.
Start sorteringsarbejdet nu. Brostenene måler typisk 11-15 cm i bredden og 18-22 cm i længden, så der skal sorteres i dem for at få hver række nogenlunde lige bred. Brug tid her, ellers bliver resultatet rodet at se på.
02
Tilpasning af sten
6
Trin
De aflange brosten lægges i forbandt, dvs. forskudt fra række til række. Dels giver det et roligere udseende, dels gør det hele stien mere stabil. Det betyder, at der skal tilpasses mindre sten, så de passer i siderne.
Brosten er ikke bare lige til at klippe over med en fliseskærer. Der skal en kraftig vinkelsliber til med en særlig stenklinge.
Husk sikkerhedsudstyret, når du arbejder med vinkelsliber: sikkerhedssko, handsker, høreværn, beskyttelsesbriller og støvmaske.
Lav en prøveoplægning. Her har vi valgt at lægge en kant i begge sider, hvor stenene går på langs. Imellem ligger rækker med 2,5 sten forskudt. Det giver en meget fin bredde på cirka 90 cm.
Lej en kraftig vinkelsliber. Brosten er ikke noget for en almindelig vinkelsliber. Her skal du have fat i en maskine, der kan holde til det hårde arbejde. Og er den på batteri som her, så husk en lynlader og ekstra batterier.
Klingen skal være beregnet til granit for at kunne holde til det hårde arbejde. Hold øje med, at den ikke bliver blå, da den så er blevet for varm og kan blive skæv. Sænk skærehastigheden.
Mærk af, og skær for. Tegn på toppen af stenene, hvor der skal skæres, og læg dem op, så du står som vist på billedet. Rillen behøver ikke være mere end 2-3 cm dyb, men en lidt dybere rille gør det lettere at flække.
Flæk stenene. Sæt en mejsel ned i rillen, og slå et par slag med en kraftig hammer, så flækker brostenen. Husk stadig beskyttelsesbriller, da der kan springe små granitstykker op, når stenen flækker.
03
Lægning af sten
6
Trin
Selvom du ligger på et lag grus, kan det godt betale sig at huske knæpuder, når du lægger brosten.
Du skal arbejde dig bagud, mens du lægger stenene. Det gør det muligt at skubbe grus ind under dem, hvis de skal hæves, og fjerne lidt, hvis de skal sænkes.
Hold en pause indimellem, og gå på afstand for at tjekke, om stien holder en pæn linje. Det er ikke sjovt at skulle hive 7-8 rækker op og lægge dem om, fordi “de” har slået et sving.
Start med kanterne. Læg sten i forlængelse af hinanden ude i siderne, og husk undervejs at tjekke højden efter snorene. Vælg sten, der ikke svinger for meget i bredden, så kanten bliver ensartet.
Læg de hele sten ned - første sten ud imod kantstenen og næste sten i midten, og fyld ud med en halv sten, der passer i bredden. I næste række startes med hele sten fra modsatte side.
Tjek dimensionerne løbende. For at få det mest rolige udseende på stien bør hver række være nogenlunde lige bred. Selv efter grovsorteringen i starten kan det godt give lidt arbejde.
Justér stenenes højde med en dødhammer. Det er en sandfyldt hammer, der ikke slår tilbage. Kommer stenen for langt ned, løftes den, og der skubbes grus under.
Finjustér til sidst. Der vil garanteret være et par sten, der har levet deres eget liv, og som derfor ligger lidt for højt. De justeres også med hammeren, inden der afsluttes med fugesand.
Materialer
- 3,6 tons (2,5 m³) stabilgrus
- 1,6 tons (1,0 m³) læggegrus
- 4 tons (310 stk.) brosten
- 1 ton fugesand
Specialværktøj
- Pladevibrator
- Langt vaterpas
- Vinkelsliber med stenskive
- Dødhammer
Tidsforbrug
Regn med et par weekender.
Pris
9.000-13.000 kr. for 10 meter sti (90 cm bred). Leje af maskiner kommer oveni.
Sværhedsgrad
Det er ikke svært, men det er tungt, og det er en fordel at være to personer om arbejdet.